Klods Hans-prisen til Jens Raahauge

Formand for Dansklærerforeningen og børnelitteraturanmelder ved Folkeskolen, Jens Raahauge, har netop modtaget årets Klods Hans-pris for en bemærkelsesværdig indsats for børnebøger og børns læsning.

Han får Klods Hans-prisen for sin 'inspirerende indsats for at formidle til børn, glæden ved at læse og nysgerrigheden ved at se på billeder'. Jens Raahauge har været foregangsmand for billeder i undervisningen, han er en dynamisk formand for Dansklærerforeningen, ivrig debattør, skribent og foredragsholder. 'Ordet ildsjæl har sjældent været mere på sin plads end i en præsentation af Jens Raahauge', mener Ibby Danmark, Selskabet for børnelitteratur, der uddeler prisen.

Overrækkelsen fandt sted onsdag den 12. februar i Rundetårn, hvor Jens Raahauge modtog en original tegning til H.C. Andersens 'Klods-Hans'.