Klassiske fortællinger

At gøre klassiske børnefortællinger til en del af en serie, man kalder "genreserien", er lidt af en tilsnigelse. En klassiker er ikke en genre, som man kan definere ved en række stiltræk.

De velvalgte tekstudsnit stammer fra bøger som "Moby Dick", "Hjortedræber", "Gullivers rejser", Walter Scotts "Talismanen" og "Tom Sawyers eventyr" de sidste også i moderne gendigtning ved Thomas Thurah. Teksterne er så inspirerende, at man får lyst til at gå op på loftet og finde banankassen med drengetidens røverromaner og genlæse dem alle sammen ud i én køre.

Metodikken er gennemtænkt, som i seriens øvrige bind, med fornuftige anvisninger og instruktioner til eleverne. Opgaverne indeholder mange gode og relevante spørgsmål, der kan hjælpe med at trænge ind i teksterne. Så det er et rigtig godt materiale til 5.-6. klasse, gerne suppleret med værklæsning i form af en bearbejdet udgave af nogle af de nævnte eller de mange andre, der optræder på litteraturlisten bag i bogen - efter de gode forklaringer af ord og litterære begreber.

Men der er lige det med klassikerbegrebet Sofia Esmann kaster eleverne ud i at bestemme kendetegn ved en klassiker, men overser, at det jo er hende, der har udnævnt de valgte eksempler til klassikere efter kriterier, der er skjult for eleverne, medmindre de har svaret "korrekt" på hendes ledende spørgsmål. Hvis det var så nemt at afgøre, om en bog bliver en klassiker, ved at se på bestemte genretræk, ville en dreven forfatter jo kunne producere sådan nogle på samlebånd. Og at lade eleverne svare på, om "Den sidste mohikaner" kan tåle at blive læst igen og igen på baggrund af to udvalgte kapitler, er nok også lidt for meget forlangt.