I et indlæg i Politiken den 23. april skrev den nytiltrådte formand for Kommunernes Landsforening Ejgil Rasmussen bl.a. at, '"kravet om penge for selv den mindste ting er så udbredt, at vi i dag har en skolekultur, hvor ingen kan mødes uden at få betaling for det". Formanden for Danmarks Lærerforening Anni Herfort valgte at se det som et udtryk for hans humoristiske sans og skrev i en svar-kommentar: "KL-formanden har sin helt egen forklaring på de unge læreres flugt fra folkeskolen. De får simpelt hen for meget i løn" (se "Spøg til side, Ejgil" på www.dlf.org).
Nu er Ejgil Rasmussen så på banen igen med et svar til Anni Herfort og andre kritikere:
"Jeg forventer naturligvis ikke, at lærerne skal arbejde gratis", skriver han.
"Danske skolelærere er ifølge OECD blandt de højest lønnede i Vesteuropa, og det har jeg det fint med. Når jeg skrev, at "kravet om penge for selv den mindste ting er så udbredt, at vi i dag har en skolekultur, hvor ingen kan mødes uden at få betaling for det, så er det ikke noget, jeg har fundet på. Det er konklusionen i en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet af, hvad unge lærere mener".
Ejgil Rasmussen mener, at udgifterne til folkeskolen galoperer - Anni Herfort peger på, at elevtallet også er vokset betydeligt, mens Ejgil Rasmussen på sin side siger, at også udgiften pr. elev er steget i år i forhold til sidste år. Derfor gør KL sig overvejelser om, hvordan man får styr på udgifterne til folkeskolen:
"Fælles for overvejelserne er, at de indebærer væsentlige opgør med den måde, vi gør tingene på i dag. Hvis Danmarks Lærerforening ikke har andre bud på løsninger, end at der skal bevilges flere penge, er jeg bange for, at foreningen sætter sig uden for indflydelse", advarer Ejgil Rasmussen.
KL-formand: DLF sætter sig selv uden for indflydelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.