Værsgo, et styk gratis klassesæt til din skole. Sådan lyder tilbuddet fra Steno Museet og folkene bag bogen "Kend din kropspolitik". Bogen knytter sig til en udstilling, der åbner på museet til oktober, og henvender sig til elever fra 6.-8. klasse.
Bogen er et forsøg på at bevidstgøre teenagere om omgivelsernes påvirkning af deres opfattelse af egen krop. Der sættes fokus på nogle af de signaler om sundhed og skønhedsidealer, som samfundet sender. Målet er, at eleverne med udgangspunkt i forskellige forfatteres holdninger og indlæg i bogen skal forholde sig til deres egen krop og sundhed samt debattere tre lovforslag til en kropspolitik.
Det er en lille fin og overskuelig bog med gode nutidige illustrationer og et nærværende, uhøjtideligt sprog. Den kan med fordel anvendes til et tværfagligt arbejde mellem flere fag eller som del af arbejdet med trivsel og sundhed i klassens tid.
Med til bogen hører en hjemmeside med lærervejledning med didaktiske overvejelser, mål for de enkelte fag, forslag til aktiviteter med mere. Der lægges stor vægt på brug af nøgleord og kvalificering af læseprocessen og brug af rollespil.
Jeg synes, bogen rummer mange muligheder for gode overvejelser og diskussioner i undervisningen. De små tekster fungerer godt sammen, og fordi man præsenteres for meget forskellige synspunkter, bliver bogen ikke moraliserende. Den er et godt redskab til at hjælpe eleverne med at skabe deres helt egen og nuancerede kropsbevidsthed.
Kend din kropspolitik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.