Fru Larsen er død; hun sov stille ind i formiddags. Denne triste meddelelse spredtes blandt os mandag den 12. maj. For os en tankevækkende bekræftelse af, at selv det mest positive her i tilværelsen har en ende.
Karen Konradi Larsen var i mange år en god og trofast kollega for os, der var så begunstigede at være lærer på Bakkely Skole i den periode. Hendes baggrund i højskolemiljøet og uddannelsen på Musikkonservatoriet prægede hende - ikke blot som privatperson, men også i hendes virke her på skolen. Stor viden var det fundament, hun byggede sine undervisningstimer i dansk litteratur på, hvorfor det også var naturligt for hende at beskæftige sig med de ældste klasser; mange elever vil i disse dage tænke tilbage på interessante timer, der førte dem frem til realeksamen.
Sine musiske evner udfoldede fru Larsen i samværet med de yngre elever; mange fædrelandssange blev indlært til akkompagnement på klaveret, og hvor mange tabte masker i barnets første strikketimer blev ikke samlet op af fru Larsen.
For os alle på skolen var der aldrig tvivl om, at når der skulle akkompagneres på klaveret, det være sig til større eller mindre arrangementer, så var det igen fru Larsens spil, vi nød godt af. Hendes interesse for naturen gjorde, at vi ikke kunne forestille os en translokationsaften, uden det var fru Larsen, der med sine store blomsterdekorationer var med til at gøre aftenen festlig.
Et uselvisk og ydmygt menneske er ikke mere blandt os. Vi er berørte - og taknemmelige for at have kendt fru Larsen.
Æret være hendes minde.
Sofie Munk
Bakkely Skole
Karen Konradi Larsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.