Kald mig bare Aksel

De seje fyre kører i bil, går med halskæde og er muslimer. I hvert fald i den københavnske forstad, hvor Aksel bor sammen med sin mor og storesøster. Aksel vil også være sej, derfor beslutter han sig for at blive muslim og går i skarp træning blandt andet ændrer han navn til Ahmed. Men bortset fra det er det efterårsferie. Aksels »fraskilte« far har igen ikke kunnet styre sig og drukket for meget. I stedet for en ferie i Vandland sammen med ham må Aksel derfor tilbringe ferien i klubben. Her forberedes Melodi Grand Prix. Aksel øver sig sammen med Annika og Fatima på at skrive og fremføre en vindersang. Fatima er også muslim og i øvrigt bror til Ali, som er kæreste med Aksels storesøster Mia. Det er rammen for en både sjov og alvorlig historie.

De fremmede og især muslimerne er et følsomt emne at omgås. Her lykkes det at fortælle en både realistisk, uhøjtidelig og varm historie. Og i modsætning til mange andre fremstillinger i dag er der ingen problemer med muslimerne. Ja selvfølgelig er der kulturforskelle, og vel er det problematisk, at Fatimas mor slet ikke kan dansk, når vi tænker over det. Det er bare ikke det, der lægges vægt på. Her er der fokus på mødet mellem kulturer og på resurser.

At en dansk dreng skulle misunde de seje muslimske, ligger vel ikke lige for at forestille sig. Men her virker det helt naturligt, troværdigt og realistisk. Det er befriende at få tingene vendt lidt på hovedet en gang imellem.

En dejlig og sjov historie, der kan anbefales til læsere mellem ni og 12 år. Bogen er baggrunden for filmen af samme navn, som netop har høstet anerkendelse på filmfestivalen i Berlin