Jytte Abildstrøms Teater

Manuskript og instruktion: Thomas Malling

Scenografi: Jon Gelting

Musik: Lars Fjeldmose

Medvirkende: Daimi Gentle, Henrik Køhler, Dan Voigt Lønholt

Aldersgruppe: 6-12 år

At se Daimi igen og at høre hende synge er mere end en nostalgisk fryd - sikke det svinger, når hun synger, og hvor det fyger, når hun fyrer replikker af. Iført kæk lille hat med stor guldsløjfe, knitrende krinolinekjole og et tvært drag om munden spiller hun med sikker præcision den overforkælede lille pige Miriam. Hendes to medspillere, også iført overdådige og spraglede renæssanceinspirerede kostumer, er lige så humoristiske i deres spil, som hendes to brødre, der i fødselsdagsgave forærer deres søster et koloenormt jugendorgel. Problemet er bare, at Miriam ikke kan spille, for hun gider ikke at øve sig. Værdsætte andres virtuositet kan hun heller ikke, men stopper den ene brors talentfulde spil af ren og skær jalousi. Den rethaveriske, koleriske og udspekulerede Miriam styrer og terroriserer sine omgivelser i en sådan grad, at alle drives til vanvid. Lige indtil brødrene får nok og giver hende en ordentlig lærestreg, der virker som et spejl for hendes opførsel, hvorpå hun rent faktisk forbedrer sig.

'Ørerne i maskinen' er både en moralsk dannelseshistorie og en rigtig morsom børneforestilling. Forstået på den måde, at den dyrker det, som børn så godt kan lide: Festlige og farverige kostumer og spøgefulde indslag i form af lidt spænding, lidt dukketeater og lidt sang. Samtidig med det præsenterer den meget præcist sit publikum for børns magtkampe, og for hvor ondsindede de kan være over for hinanden. Forestillingen formår at servere sine moraler om at lytte til sig selv, være sød over for andre og at være flittig, på en sådan måde at det hverken virker moralsk eller belærende, selv om det i virkeligheden er det - ganske raffineret. Og sikke et univers, de kan skabe på Jytte Abildstrøms Teater, så fantasifuldt, iderigt og pudseløjerligt - lige i øjet fristes jeg til at skrive, selv om det i denne forestilling er ørerne, som kommer i maskinen. En dejlig og humoristisk forestilling, der kender sit publikum og ved, hvad der virker.

Maj-Britt Mathiesen

Her møder vi en forestilling, som eksperimenterer med form og indhold.

Udgangspunkterne er dels Thomas Windings historie om prinsen og tjeneren (som nogle måske husker fortalt i Børnetime), dels skuespillerens/dukkeførerens hænder som dukker. Det er der kommet en pudsig og god forestilling ud af.

Hænderne tilfører dukkerne en skrøbelighed og et abstrakt udtryk, som 'almindelige' teaterdukker har svært ved. Dukken kan gå på et utal af måder og kan lave diverse akrobatiske krumspring.

Man sidder som tilskuer med en sjov fornemmelse, man ved jo godt, at det er hænder, men alligevel forundres man over enkelhedens sublime udtryk. Det er verdens simpleste dukker, der

fortæller denne historie.

Historien går i sin enkelhed ud på, at Prinsen skal lære ikke at være så meget prins, og Tjeneren skal lære ikke at være så meget tjener. Forestillingen er bidder af den rejse, de hver især foretager sig. Prinsen møder pigen med den røde bold, og Tjeneren møder først fiskeren og senere gøglerne. De utallige 'bipersoner' bringer forestillingen energi og kulør, der er et fantastisk univers på scenen. Forestillingen kunne godt trænge til at blive strammet lidt op, forstået på den måde at den sagtens kan bære et mere energifyldt udtryk.

Hele historien bliver fortalt uden ord, men med musik og hænder. Det er en intim forestilling, som kræver et koncentreret publikum. Men er man villig til at investere, så får man meget igen.

Stine Worm Sørensen