Jan Sonnergaards noveller

Det er både udfordrende, provokerende og underholdende at beskæftige sig med Jan Sonnergaards anmelderroste forfatterskab i 9. og 10. klasse. Titlen på denne bog lover godt, og forventningen er stor. Med et appetitvækkende og kunstnerisk udført forsidemotiv fra en skrotplads, i trendy røntgenblå, går omslaget i dialog med novellerne. Det kan ikke gå helt galt, må man tro.

Men det gør det!

Forfatteren skriver, at bogen primært er tiltænkt danskundervisningen. Hvilke klassetrin han har i tankerne, og hvilke danskfaglige overvejelser og mål der ligger bag denne bog, står hen i det uvisse. Om bogen overhovedet skal gøre sig gældende i hænderne på et ungt menneske, fremgår ej heller i det ultrakorte forord, som er en afskrift af bagsideteksten. Symptomatisk for denne bog er, at den ikke viser, hvor den vil hen. Med et kritisk, kulturpolitisk afsæt forsøger den at indfange forfatterskabet, men har alt for mange uvedkommende bolde i luften til, at dette lader sig gøre.

Bogen indleder med en 20 sider lang tidstavle, som forfatteren har kaldt for Jan Sonnergaards samtid. Her kan man i korte, fortolkende sætninger læse oplysninger fra kultur og samfund fra 1963 til år 2004 med fokus på bogudgivelser.

Derefter følger i nævnte rækkefølge: En litteraturperiodisk gennemgang fra 1950erne og op til i dag. Halvanden side om genren noveller. Sølle ti linjer om Jan Sonnergaards skrivestil. Et portræt af Jan Sonnergaard på to korte sider og en tidstavle over et udvalg af samtidige forfattere.

Bogens forslag til tekstarbejde er en omgang uredigeret rod. Forfatteren forsøger at redegøre for tekstarbejde og valg af analysemetoder med paralleliseringer til Jan Sonnergaards forfatterskab. Mere anvendeligt ville det have været at gå konkret til værks med spørgsmål og opgaver, som kunne åbne novellerne. Sammenholdt med bogens tunge og farveforladte layout falder også dette afsnit til jorden. De små gråhvide billeder af Jan Sonnergaards ansigt og ansigterne på elever fra Bornholms Erhvervsskole synes at være løst strøget ind, hvor der nu lige har været plads. Hvorfor har man ikke fulgt op på bogens forside og erstattet den sparsomme billedside med et layout, som kan antænde læseren og støtte op om indholdet?

De i alt ti udvalgte noveller fra Sonner-gaards trilogi: »Radiator«, »Sidste søndag i oktober«, »Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen« er sat ind i en ramme, hvor elever fra Bornholms Erhvervsskole interviewer Jan Sonnergaard. Samtalerne drejer sig ikke nødvendigvis om novellerne. Jeg må med ærgrelse melde, at disse samtaler ikke introducerer Jan Sonnergaards noveller, ej heller holdt op imod det, undskyld udtrykket, skrabsammen, som ellers flyder rundt mellem novellerne: En løsrevet side fra »Danskfagets danskhed« (Dansk­lærerforeningen 2002), hvor Peter Heller Lützen skriver om novellen »Polterabend«, tre dårligt trykte og farveløse forsider fra novellesamlingerne og Ekstra Bladets anmeldelser af Sonnergaards udgivelser.

Sådan som denne bog fremstår, er den ganske uanvendelig i sin helhed for elever og lærere.