Jamen du godeste!

Jamen du godeste, hvordan kan det dog gå til, at en progressiv projektmager, der arbejder for og med unges udtrykslyst og såkaldte meningssøgende fællesskaber, i den grad kan blive sin egen rygklapper, når hun skal fortælle om sine mange projekter? Birthe Birkebæk har fra starten af 90'erne været initiativtager og leder af en række socialpædagogiske kulturprojekter i Århus for unge og i ét tilfælde af et projekt, der involverede unge sammen med ældre fra et af byens lokalcentre. De tre projekter, hun beskriver i sin bog, er 'Skriverjomfruen', der var et skriveværksted for teenagepiger, 'teenage fixion', et ungdomsmagasin skrevet af unge, og 'Kærlighed er så besværlig', der inkluderede den omtalte generationskontakt mellem unge og ældre.

Bogen er tænkt som inspirationskilde for iværksættelse af praktisk æstetisk kulturarbejde blandt modernitetens unge, der lever under det identitetsproblem at være kulturelt frisat og fremmedgjorte. Tiden har overhalet traditionens gyldighed og dermed det social-psykologiske stillads for de unges jeg-dannelse. De unge går derfor rundt på gader og stræder og i skolegårde uden mål og med og fornemmelse for, hvor det vil sne i deres fremtid. Og i Århus kan en sådan adfærd som bekendt føre mange ting med sig!

Med afsæt i en kulturforståelse hentet fra den tyske sociolog Thomas Ziehe har forfatteren blandt andet sat Trine og veninderne i livs-lære og selv-realisering i et 'repressionsfrit rum' i form at fri digtskrivning på egne præmisser i en projektorienteret ramme. Tilsyneladende fri af institutionstvang og voksenstyring, og alt har efter hendes eget udsagn fuldt ud levet op til intentionerne.

Alle hensigterne bag initiativerne virker umiddelbart sympatiske, og både de unge og de lidt ældre aktører har givetvis deltaget i skriverierne med stor gejst og personligt udbytte. Men i forfatterens fremstilling fremstår forståelsesgrundlaget som ukritisk påstandskundskab, og udgangspunktet for det praktisk pædagogiske arbejde virker hermed noget ureflekteret og lidt endimensionalt i sin kulturpædagogiske korrekthed og lovlig optimistiske problemløshed. Lidt ekstern evaluering af projekterne og lidt kritisk distance kunne have givet den nødvendige nuancering, der ville være gavnlig, hvis ideerne eventuelt skulle kunne danne afsæt for noget tilsvarende andre steder. I bogen står forfatterens meninger og optagethed af eget engagement i vejen for læserens indblik og indsigt, og man efterlades med forundring over projekternes bratte ophør, når det hele nu gik så godt, og de mødte så megen velvilje.