Drengen Martin er kronens vogter, hvoraf Kretlands skæbne afhænger. Vil det lykkes Martin at finde og tilbageerobre kronen, så landets retmæssige hersker kan genindsættes på tronen? Kongemagten er nemlig uretmæssigt tilranet af tyrannen Kundil, som udøver et sandt terrorregime. Det lykkes selvfølgelig drengen på listig, udholdende og tapper vis at bringe kronen til veje, at befri det tilfangetagne kongepar, Maurit og Isolin, og at give dem deres sande værdighed tilbage.
Kronens vogter, det klinger af "Ringenes herre". Tolkiens fantasiunivers er da også bogens inspirationskilde. Fantasy-romanen er velfortalt, og der indgår i den særdeles brogede handling et par vedkommende personer, den stumme, kloge pige, Viola, og den noget kluntede, men særdeles velmenende Jokum. Begge er Martins jævnaldrende hjælpere, alle cirka 14 år. Det hele går over stok og sten, til dels på bekostning af den psykologiske troværdighed. Stefan Frello (et pseudonym?) er en dreven fortæller. Han etablerer behændigt en overflod af spændingsskabende momenter undervejs.
Velegnet som frilæsningsbog i 5.-7. klasse.
Jagten på Kretlands krone
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.