Her er så tredje bog i serien, der startede med "it-bogen for 3. klasse". Konceptet er stadig det samme, en engangsbog til eleverne med opgaver, der skal løses på computeren, og indsatte spørgsmål, der skal udfyldes med blyant i selve bogen.
Alle oplæggene tager udgangspunkt i Office-pakkens værktøjsprogrammer. Afsnittet om Excel indeholder nogle gode opgaveeksempler. Her er et forsøg på at inddrage it i faget idræt. Jeg ved ikke, om idrætslæreren vil finde de nævnte øvelser fagligt relevante, men idéen er da spændende.
Introduceringen af tegne/maleprogrammet Paint i 5. klasse er derimod efter min mening malplaceret. Paint bør inddrages i indskolingen. I 5. klasse skal man netop i gang med et rigtigt billedbehandlingsprogram, og der findes adskillige gratis anvendelige programmer.
Det lærerhenvendte forord er problematisk, for eksempel er det ikke rigtigt, at: "Indholdet matcher intentionerne for anvendelsen af it i de enkelte fag, som de fremgår af Fælles Mål fra Undervisningsministeriet". Intentionerne i Fælles Mål er mere ambitiøse, denne udgivelse lægger i højere grad vægt på indøvelsen af it-håndværket.
Bogen indeholder en del gode oplæg og brugbart it-stof, især i forbindelse med Word- og Excel-afsnittene. Men at sætte så megen tekst ind i et engangshæfte, hvis mål er at lære eleverne at håndtere programmer på computeren, mener jeg stadig ikke er en god løsning.
it-bogen for 5. klasse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.