"Iscenesætteren" er en roman - og derfor er anmeldelsen her ikke gængs. Vi spørger på den klart forbudte måde: Kan romanen med sit faglige indhold eventuelt bruges i samfundsfags- eller historieundervisningen? Svaret er - desværre - overvejende nej. Kun de absolut mest vidende og entusiastiske elever vil kunne være med. Gymnasialt vil det uden tvivl være en anden snak, for eksempel i samfundsfag.
Men hvorfor overhovedet spørge til romanen på den måde? Fordi journalist og debutant Louise Windfeld-Høeberg har skrevet en spændende og interessant roman om Zimbabwe, hvor den diktatoriske præsident, læs Mugabe, væltes - iscenesat af en amerikansk CIA-agent - og hvor også en dansk leder af et skoleimperium, læs Amdi Pedersen, kommer ind over historien. Romanen er nærmest en drejebog for, hvordan en begavet efterretningstjeneste med hårdt arbejde og en smule held kan iscenesætte en despots fald. Man kommer - fiktivt, men realistisk - bag kulisserne.
Den mulige faglige brug af Louise Windfeld-Høebergs roman understreges ved, at der følger en dvd med bogen. Her optræder forfatteren i to forskellige interviewsammenhænge, og dvd'en rummer yderligere en slags dramatisering af et af bogens kapitler - hvilket mest af alt giver mindelser om brasilianske tv-serier.
Dvd-initiativet er imidlertid pædagogisk godt tænkt af romanens udgiver.
Iscenesætteren
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.