Bogen tager afsæt i antagelsen, at evalueringer ofte ikke får konstruktiv betydning i praksis. Ifølge forfatterne er baggrunden, at organisationer og medarbejdere er mere optagede af at opfylde oppe- og udefrakommende belønnings- og målesystemer end af at udvikle egen praksis - og kun i mindre grad med "evalueringer" som udviklingsværktøj.
Bogens analyser kredser konstant om spørgsmålene: Hvad er det, der etablerer "modstand" i forhold til evalueringer, særligt i offentlige danske organisationer? Hvordan er det muligt at udvikle en evalueringskultur, som ansatte i offentlige institutioner kan forbinde med kompleksiteten i deres egen praksis? Forfatternes påstand er, at det er muligt at opfylde både eksterne krav og interne udviklingsinteresser på samme tid, hvis blot organisationen, dens ledere og medarbejdere får udviklet en tilstrækkelig viden om evalueringers kvalitet, herunder deres anvendelsesmuligheder. Det er denne dobbelthed, konflikten mellem eksterne og interne interesser - og løsningen af den - der definerer bogens titel: "Innovativ evaluering".
Bogen spænder meget bredt mellem evalueringsteori og praksis belyst ud fra blandt andet ledelses- og medarbejderniveau, stats- og institutionsniveau samt nationalt og internationalt niveau. Om det er muligt eller ønskeligt at forene evalueringer, som egner sig til at stå til regnskab for noget på eksterne markeds- og målpræmisser med en intern meningsfuld, handlingsrettet udvikling, kan og bør efter anmelderens opfattelse stadig diskuteres. Bogen giver et godt teoretisk og praktisk grundlag at føre denne diskussion på.
Innovativ evaluering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.