Anmeldelse:

Endelig blev specialpædagogik et fag igen!

Jeg har som specialklasselærer undret mig over, at linjefaget i specialpædagogik blev afskaffet i forbindelse med skolereformen og loven om inklusion. Men nu er linjefaget heldigvis tilbage. Bogen her leverer en forståelse for feltet historisk, pædagogisk, didaktik med mere. Så som lærebog gør den det godt.

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Specialpædagogik - En fagdidaktik

Redigeret af : Anette Bøjgaard Schleicher og Søren Bøjgaard Schleicher

325 kroner

365 sider

Hans Reitzels Forlag

Nu er det nye linjefag i specialpædagogik startet i august 2023, og har hele 35 ETCS-point. Det er glædeligt, at der nu også kommer en fagbog til faget. Bogen her handler om specialpædagogikkens didaktik, altså pædagogiske teorier om undervisning. Det er en antologi som præsenterer en række forfattere, som belyser aktuelle emner for lærerjobbet med specialpædagogiske briller. Det er som udgangspunkt en bog primært til lærerstuderende, og dermed en til dels akademisk bog. Når jeg sidder med den i hånden, er jeg selvfølgelig forventningsfuld som efterhånden garvet specialklasselærer. Mon de beskriver nogle tilgange, som bare har et snert af praksis over sig? 

Der er valgt en række forfattere, som hver kommer med deres bud på historien om specialpædagogik, lovgrundlaget, normalitet, eksklusion, inklusion, diagnoser og andre teoretiske emner. Men der er også overladt plads til lærer-pædagog samarbejdet og forældresamarbejde. Det glæder mig, da det i min erfaring, at det er nogle af grundstenene i at kunne få det til at fungere i praksis. 

Bogens forord starter med Jacobs historie. Han har en diagnose som sådan, men har ressourcestærke forældre, som tager kampene for ham. Jacob når faktisk igennem skolen med sine udfordringer, og nu er han ved at læse til lærer. Så det kan lykkes at løse en specialpædagogisk opgave, at få et barn igennem et skoleforløb trods udfordringer. Og i sidste ende kan det lykkes at etablere sig som samfundsborger. Men det kræver indsigt som underviser. Der kommer bogen her som et godt bud, med de 22 artikler, der ligger som perler på en snor. 

Bogen kommer vidt omkring. Så der er både baggrundsstof og viden om hvordan  samarbejdet mellem pædagog og lærer kan foregå. Samarbejdet i praksis, som jeg er en del af, en stor akilleshæl. Hvis det ikke fungerer, kan det give problemer i forhold til det at have en specialklasse. Der er i bogen endvidere up to date viden også, for eksempel om mellemformer, som er det nye sort i folkeskolen lige nu. 

For at vende tilbage til mit spørgsmål, kommer bogen ikke helt ind i maskinrummet med praksis anvisninger. Men bogen giver nogle gode refleksionsspørgsmål ind i praksis. Så når man nu skal ud i praktik som lærerstuderende og skal undervise og lave observationer, for eksempel til faget 'lærerens grundfaglighed', er der god hjælp at hente. Og man kan så ud fra dette udvikle sin egen praksis.

Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog og kommer omkring mange relevante emner. Og endda med en tilpas længde på kapitlerne. Det der især er godt er, at redaktørerne tydeligvis har vejledt alle forfatterne til antologien for ensartethed. Alle kapitler starter med en case, og så teori. Der er placeret opsummering, refleksionsspørgsmål og begreber i slutningen af hvert kapitel, som relaterer til den tekst, der er skrevet. Det virker rigtig godt. Det gør bogen nærværende, og giver læseren direkte mulighed for at relatere teorien til “levende” mennesker. Bogen har en fin lille præsentation af forfatterne, som for manges vedkommende er tidligere lærere. Og endvidere er der et fint register til opslag. 

På trods af forskelligheden på forfatterne, så virker teksten til at have nogenlunde samme flow. og det virker godt, at opbygningen af kapitlerne er ensartede og læsbarheden er ens. Forfatteren er nogle kendte, men der er også plads til mindre kendte, hvilket på ingen måde går ud over niveauet. 

Man kan overveje, når man har læst bogen, eller har brugt den til at lave nedslag i, om man har brug for noget mere hands on. Men jeg tænker at det kan komme i praktikken. Bogen lever op til den præsentation, der er på bagsiden, som en fagdidaktisk bog. Men garvede lærere kan også læse med. Så min anbefaling herfra.