"Vore beregninger viser, at hvis der sker en konsekvent opdeling af læreruddannelsen i to aldersspecialiserede retninger - en såkaldt V-model - vil der være behov for et årligt optag på mellem 400 og 450 studerende for at kunne udbyde begge grene i V'et. Ingen seminarier er så store i dag, og selv i CVU og evt. 'professionshøjskole'-sammenhæng vil et sådant optag medføre regionale skævvridninger i forhold til udbudsmuligheder i læreruddannelsen", skriver formændene for rektorerne i et brev til Folketingets uddannelsesudvalg.
I stedet anbefaler de den såkaldte Y-model for fagene dansk og matematik, hvor de studerende starter med et fælles grundforløb i faget og siden specialiserer sig i undervisning af enten de ældste eller de yngste elever. Rektorformændene Nils-Georg Lundberg, Harald Mikkelsen og Laust Joen Jakobsen anbefaler, at den fælles del, Y'ets 'stamme', udgør cirka to tredjedele af linjefaget, mens specialiseringen, Y'ets 'grene' svarer til én tredjedel.
Rektorerne mener, at en opdeling af hele uddannelsen vil skabe alt for stærke bindinger på de studerendes linjefagsvalg, så de tvinges til at læse fag, de ikke har ønsket. Samtidig udtrykker de bekymring for, at der vil blive knyttet mest prestige til at undervise mellemtrinnet og de ældste elever, og at meget få mandlige studerende vil søge uddannelsen til at undervise de yngste. Som tidligere beskrevet på folkeskolen.dk ser det da heller ikke ud til, at regeringen kan samle flertal for den såkaldte V-model med en fuldstændig opdeling af læreruddannelsen.
Ingen seminarier vil kunne udbyde aldersopdelte uddannelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.