"Fra ursuppe til functional food" er et af tre elevmaterialer til 9. klasse i biologisystemet "Ind i biologien". Bogen dækker fagområderne evolution, cellen og dens arbejde samt biologiens anvendelse.
I denne bog er der tænkt på alt. Eleven og underviseren tages ved hånden og guides pædagogisk gennem emner, som er kendt for at volde undervisningsmæssige vanskeligheder. Ud over at tekst og illustration i elevbogen er overskuelig, informativ og indbydende, er der i lærervejledningen kopiark til elevaktiviteter, støtteark til eleven med vigtige ord og begreber, forslag til forsøg og opbygning af efterfølgende biologirapporter, henvisninger til trinmål og transparentoplæg i farver. Yderligere er der for underviseren mulighed for uddybende faglig læsning.
Alt i alt efterlades man med et indtryk af et materiale, der rigeligt dækker elevens og underviserens behov. Anmelderen er dog i lidt af et dilemma vedrørende det faglige niveau, som er meget højt. Man har valgt, vældigt koncentreret, at servere et væld af faglige begreber, som til slut i bogen kan sættes i spil i nogle diskussioner, der omhandler moderne bioteknologi. Dette er gjort godt, men man risikerer også, at elever, der oplever faget som svært, vil blive styrket i denne opfattelse. Omvendt er der for entusiastiske og "velkørende" elever mulighed for store udfordringer og stor systematiseret basisviden.
Man kan overveje at supplere bogens lidt tunge stof med mere oplevelsesorienterede indslag som film, museumsbesøg og fossiljagt for at tilgodese andre indfaldsvinkler og oplevelser.
Ind i biologien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.