Kender man allerede »Bogkassen« og »Læsekassen«, kommer nu den sikkert ventede eller meget ønskede idebog hertil.
Idebogen er nemlig en afløser for to tynde idehæfter.
Kender man ikke noget til materialet og arbejder i indskolingen eller specialundervisning, er det bare om at få anskaffe sig dette gedigne materiale.
De første 18 sider er en teoridel omhandlende organisering af læseundervisningen, introduktion til: guided læsning, reading recov-ery, måling af bøgers sværhedsgrad (LUS, RR-tal, LET-tal og lix-tal), dernæst følger en oversigt over aktiviteterne og derefter en kopiside med opgaver til hver bog i de to serier.
Der er sytten forskellige opgavetyper/akti-vitetsforslag, der alle kan inspirere til selv at producere mere opgavemateriale til hver enkelt bog eller til andre bøger. Halvdelen af kopisiderne er i øvrigt indbydende i farver.
Idebogen er dejlig nem at kopiere fra, da den er lavet med spiralryg, men der synes ikke at være noget system i kopisidernes rækkefølge, man må gå efter det lille ikon i øverste hjørne, der afbilder den bog, opgaven er tiltænkt. Jeg savner et indeks eller en logisk rækkefølge, hvis kopisiderne skal kopieres lidt efter behov.
De fleste af bøgerne er skrevet af to af New Zealands populære læseundervisningsforfattere, men alle er dansk bearbejdede.
Bøgernes tekst er simpel, og der er tæt sammenhæng mellem tekst og billede; bøgerne har ofte en sjov/overraskende slutning.
Bøgerne er flotte og kompetent illustrerede af forskellige illustratorer.
Bøgerne er mærket bagpå med sværhedsgrad fra A til D. Teksten er sat klart og tydeligt.
»Læsekassen« består af 16 bøger i kategorierne A og B, og langt de fleste er på otte sider. »Bogkassen« indeholder foreløbig 24 bøger.
Alt i alt et meget brugbart, overskueligt og indbydende materiale til den første læseundervisning.
Idebog til Bogkassen og Læsekassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.