I Nyborg hjælper specialskolerne med at få inklusion til at lykkes

En dreng har taget et græsstrå med ind fra frikvarter og får besked på at gå op til skraldespanden med det. En anden elev får en ispose på og tæller til 30, fordi han bløder fra benet. De andre i klassen får ros for at være stille imens.

»Vi skal lave matematik«, siger børnehaveklasseleder Maj Johansen og sender bordvis eleverne hen efter opgaver i deres skuffer.

»I skal slå op på side ti«, siger hun og anbefaler eleverne at folde resten af de sammenklipsede A4-ark bagud, så de ikke fylder så meget på bordet.

»Eleverne ved, hvad de skal«, noterer Malene Due Andersen på sin bærbare computer. Hun sidder i den ene ende af klassen, mens Caroline Hørmann Kolmos følger med fra det modsatte hjørne. Til daglig underviser de begge elever med generelle eller vidtgående indlæringsvanskeligheder på Rævebakkeskolen i Nyborg. De drager desuden ud og støtter lærere i kommunens almenskoler med at få inklusion til at lykkes.

Eksperter: nyborg har fundet en enestående model

I dag besøger makkerparret 0.v på Danehofskolens afdeling i Vindinge. Det er deres sidste besøg i et forløb, som har fundet sted i skoleåret 14/15. Skolen bad om hjælp, fordi nogle af klassens 25 elever var tilknyttet en specialgruppe i børnehaven på grund af opmærksomheds- og adfærdsforstyrrelser.

»Strategien gennemgås«, skriver Malene Due, da Maj Johansen repeterer med eleverne, hvordan man lægger to tal sammen. Hun fortæller også, at de skal blive på deres pladser og række fingeren op, hvis de får brug for hjælp.

»Der skal være arbejdsro«, siger Maj Johansen. Sekunder senere uddyber hun over for en elev, at det betyder, at han ikke må snakke.

Eleverne får en rundkørsel

Gæsterne er imponerede over elevernes koncentration og roser Maj Johansen for at være god til at fortælle dem, hvad de skal.

»Du har virkelig struktur på, så eleverne ved, hvordan de lytter til andres oplæsning, og hvordan de skal komme ind i klassen, når de har hentet madpakker. Du gør det klart, hvordan reglerne er, og nogle gange spørger du, om eleverne kan huske dem«, uddyber Malene Due på opfølgningsmødet efter timen.

Speciallærere: Vi møder almenskolen med ydmyghed

Det har krævet en indsats at nå så langt, at Maj Johansen kan sende eleverne parvis ud af klassen til en stavekonkurrence, efterhånden som de bliver færdige med opgaverne i matematik.

»Du brugte meget krudt i skoleårets start på rutiner og regler, selv om du kunne være i tvivl om, hvordan det nogensinde skulle blive til undervisning. Nu høster du frugterne«, sammenfatter Malene Due.

»Det er lige før, det har været en militærskole«, erkender Maj Johansen.

»Ja, men det gør børnene trygge. Mange lærere siger, hvad de ikke vil have, men du gør det tydeligt, hvad du vil have dine elever til. Du giver dem en rundkørsel, så de kan tage en anden vej end den med indkørsel forbudt«, siger Caroline Hørmann.

Gensidig åbenhed og respekt

Maj Johansen har været glad for samarbejdet med de to speciallærere. Også selv om hun var nervøs for det første besøg.

»Jeg ville så gerne tro på, at det ville blive godt, men hvad nu hvis de sad og så sure ud, fordi jeg var dumpet. Men de smiler og spørger ind til, hvorfor jeg gør, som jeg gør. De ser noget, jeg ikke selv når at fange, og siger, hvad de synes, jeg skal overveje. De kommer ikke med holdningen »Jeg har læst i 15 år, så nu skal du bare høre«. Der er en gensidig åbenhed og respekt«, fortæller børnehaveklasselederen.

Speciallærere skaber god vejledning gennem praksisfortællinger

Ud over at støtte lærerne i at gennemføre undervisningen kan speciallærerne vejlede om specifikke faglige vanskeligheder, undervisningsmaterialer og alternative læringsrum. Men for det meste arbejder de med lærerens måde at være over for eleverne på.

»Hvis en elev hele tiden forstyrrer de andre i klassen, vænner læreren sig til at sige elevens navn i en bestemt tone. Også selv om eleven retter sig. Vi kan hjælpe læreren med at lave en ny historie om eleven og til at opdage nye veje, fordi vi ser på klassen ud fra elevernes perspektiv: Hvorfor reagerer de, som de gør?« siger Caroline Hørmann.

De to speciallærere tager noter, når de observerer undervisningen: Hvornår kører noget af sporet, og hvad er gået forud?

»Det kan være svært at se sig selv og sin undervisning udefra, når man har 25 elever, så nogle gange reagerer man uhensigtsmæssigt uden at være klar over det. Måske kræver det kun en lille ændring hos den voksne at bringe en elev ind i en positiv spiral. Det er ikke sikkert, at vores bud er de rigtige, men de kan få læreren til at reflektere over sin praksis og til at prøve en metode af, uden at der først skal foretages en omfattende beskrivelse«.

Tegnediktat med sidegevinst

Ofte har lærerne selv svært ved at se, at de rykker sig. Typisk sker det først hen mod slutningen af et forløb.

»Vi kan godt præsentere lærerne for konkrete redskaber, for eksempel et visuelt skema, så en elev kan se, hvor lang tid han skal arbejde med en opgave, men det er, når vi får lærerne til at justere deres måde at agere over for eleverne på, at vi virkelig ændrer noget«, siger Caroline Hørmann.

Maj Johansen har været vant til klasser med 20-22 elever, så med tre elever ekstra i 0. v bad hun om hjælp til at fastholde elevernes opmærksomhed. På speciallærernes anbefaling har hun brugt tegnediktat, hvor eleverne tegner cirkler, vinkler, punkter og linjer. På den måde snyder man dem til at arbejde med bogstavernes former, og som sidegevinst får man dem til at fokusere, fordi de tegner ud fra lærerens fælles instruktion til klassen.

Alle sukker efter små ændringer med stor effekt, så når en justering kaster et resultat af sig, giver det blod på tanden, fortæller afdelingsleder Jesper Høeg, som har ansvar for støtteundervisningen og kompetencecentret på Danehofskolen.

»I begyndelsen brugte vi det kommunale videnscenter til brandslukning, for det skulle virkelig brænde på, før vi bad om hjælp. Nu bruger vi i højere grad centret til at udvikle vores egen praksis, så vi kan styrke inklusionen«.

Det er nemt at få gavn af centrets specialistviden, fremhæver Jesper Høeg.

»Vi udfylder en anmodning og beskriver, hvad vi vil have hjælp til, og inden for højst tre uger holder vi et opstartsmøde«, siger han.

Det er vigtigt, at gæsterne selv har undervisningserfaring, vurderer Maj Johansen.

»De siger ikke bare, at man skal gå en tur med klassens urolige dreng og tale ham ned. For hvad stiller man op med de 24 andre elever imens? Den slags ved konsulenter aldrig«.

Elever skal drosle ned

Elever med generelle eller vidtgående indlæringsvanskeligheder kan ikke koncentrere sig ret længe ad gangen, så hjemme på Rævebakkeskolen lægger speciallærerne pauser ind med fysisk aktivitet og sørger også dér for at være et skridt foran eleverne.

»Det kan være fint at løbe skolegården rundt, men hvor hurtigt skal eleverne løbe, skal de løbe parvis eller på række, og hvor skal de løbe fra og til? Hvis eleverne ved, hvad de skal, undgår man mange konflikter«, siger Caroline Hørmann.

Hvis der er flere urolige elever i en folkeskoleklasse, taler speciallærerne med læreren om, hvordan hun kan lære eleverne at bringe deres energiniveau op - og ned igen. Det har Maj Johansen taget til sig. I løbet af matematiktimen får hun eleverne til at hoppe 25 gange, mens de tæller højt. Derefter strækker de sig op mod loftet og ud til siderne. Og når nu eleverne er oppe at stå, fortsætter hun med en leg med tal.

»Nu skal I trække en seddel, som I holder tæt ind til kroppen«, instruerer Maj Johansen.

»Jeg har fem, hvem har 11?« læser den første elev. En anden følger op: »Jeg har 11, hvem har 13?« Sådan kører tallegen, indtil den når tilbage til hende med femtallet.

»Læreren er nødt til at hjælpe eleverne med at falde til ro, så de igen kan arbejde fagligt«, lyder det anerkendende fra Malene Due Andersen, der vil tage tallegen med hjem til sine egne elever på Rævebakkeskolen.