Hypet drømmeskole er lidt for langt fra virkeligheden

Mine forventninger var tårnhøje, da jeg gik i gang med at læse Mathias Granums bog Fra monsterelever til mønsterelever. På sociale medier er begejstringen stor, og bogen er blevet udråbt som “den vigtigste bog om skole, du kommer til at læse i 2026”. Opfordringer som “køb den, læs den og elsk den” har været svære at overse, og derfor var jeg spændt på, om bogen ville bidrage med nye perspektiver på en skole, som mange oplever er under pres.

Bogen tegner et meget skarpt og levende billede af en skole, hvor manglende struktur og uklare rammer skaber uro, konflikter, magtesløshed hos lærerne og faglige udfordringer. Granum inddrager forskning og kommer med et væld af konkrete eksempler fra egne erfaringer som både musikterapeut, forælder, efterskolelærer og -forstander, fra et skolebesøg i England og endda fra et dystopisk rollespil i en parallelverden. Eksemplerne spænder bredt, og det er dem, der bærer bogen frem. Når de rammer plet, understreger de pointerne effektivt og gør læsningen både underholdende, genkendelig og nærværende.

Hverdagens begrænsninger

Samtidig oplever jeg, at flere eksempler er sat så meget på spidsen, at de giver et fortegnet og i mine øjne sort-hvidt billede af skolen. Bogen indrammes af en indledning med overskriften Monsterelever, hvor en parodi på den moderne danske folkeskole beskrives, endda med en bemærkning om, at det mange steder står meget værre til. Jeg mener ikke, at folkeskolen anno 2026 hverken kan eller bør reduceres til et skrækscenarie af magtesløse lærere, der igangsætter udueligt gruppearbejde, mens larmende elever spiser roulade og har glemt deres idrætstøj. Her synes jeg, argumentationen til tider mister kontakt til den mere nuancerede virkelighed, som mange lærere kender, og jeg får lyst til at indvende, at det også nogle steder går meget bedre.

En anden svaghed er, at bogen næsten ikke forholder sig til de rammer, undervisningen faktisk foregår inden for. Når bogen ligefrem præsenterer sig som en guide til at redde skolen, undrer det mig, at hverken forberedelsestid, inklusion eller manglende ressourcer bliver nævnt. Når disse vilkår ignoreres, kan det komme til at lyde som om, udfordringerne alene handler om lærerens måde at undervise på. Dermed risikerer løsningerne at fremstå som hurtige, velmenende og lette greb i form af ti principper og en tjekliste, der ikke tager højde for hverdagens begrænsninger og helt løsrevet fra de vilkår, som undervisningen faktisk udfolder sig under.

Når det er sagt, rummer bogen også flere relevante og værdifulde pointer og råd. Fokus på klasseledelse og skolekultur, klare rammer, balance mellem frihed og struktur, elevdeltagelse og tydelighed i forventninger er centrale elementer i god undervisning. Rådene er pragmatiske og kan uden tvivl inspirere til refleksion hos lærerne, selvom de ikke er løsninger på alle strukturelle udfordringer i folkeskolen.  

Måske er det netop her, bogens styrke og svaghed mødes. Den sætter fokus på lærernes pædagogiske kerneopgave med konkrete bud på, hvordan undervisning, klasseledelse og skolekultur kan styrkes, og den taler direkte ind i det engagement og den faglige stolthed, mange lærere bærer med sig. Dermed kan den blive et afsæt for vigtige pædagogiske drøftelser og fælles refleksioner.

Men hvis vi skal nærme os en skole skabt af det stof, drømme er gjort af er det afgørende, at rammerne for lærernes arbejde gør det muligt at omsætte ambitionerne i praksis. Mange lærere drømmer allerede stort på skolens vegne. Uden et tydeligere blik for de vilkår, de arbejder under, kan bogens løsninger derfor komme til at fremstå enklere, end den virkelighed, de skal virke i.