Kiplings historie er den gode gamle. Om næsehornet, der pænt lægger sin rynkefri hud for at bade i Det røde Hav, og om parseren, der hævner, at næsehornet har stjålet og ædt hans kage, ved at fylde dets hud med tørre, overgemte kagekrummer og brændte korender. Hævnen virker. Krummerne klør, så næsehornet siden den dag har haft folder i sin hud og ondskab i sit væsen. Det nye er Lilian Brøggers illustrationer, som danser og bølger hen over siderne med samme elegance, som det virkeligt røde hav tager imod sit ombølgede badedyr af et nøgent næsehorn. Hendes fortolkning af historien er forfriskende og fræk og måske også med en solidaritet med det buldrende, adfærdsvanskelige dyr. Nok virker næsehornet olmt både på omslaget og på illustrationen på næstsidste opslag, hvor kagekrummerne gør deres virkning. Næsehornets mund krænger nedad i vrede, men lur mig, om ikke der er vemod i dets øje.
En fin bog til indskoling og mellemtrin, både i sig selv og som appetitvækker til Kipling, der er så meget mere end Disney.
Hvordan næsehornet fik sin runkne hud
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.