Hvor dansk er dansk

Overskriften kan læses som et spørgsmål eller som henvisning til et bestemt sted. For bogen her forholder sig til begge betydninger. Den sætter spørgsmålstegn ved, om det mest omfangsrige fag på skoleskemaet i virkeligheden er bundet til vores nationalitet, eller om det er et livsfortolknings- og kulturfag i bredere forstand, der ikke adskiller sig fra den måde, det fremherskende sprog behandles på i andre lande. Og forfatteren hævder, at det eneste sted, faget har et nationalt indhold, er i politikernes hoveder. Det er denne problemstilling, han sætter til debat.

I det første fortrinlige afsnit forklarer han grundsubstansen i de seneste 40-50 års tilgange til litteraturfortolkning. Det kan bruges som introduktion til eller uddybning af fagets vekslende ismer, også i andre sammenhænge. Men formålet her er egentlig at føre bevis for påstanden om, at den nationale tilgang til danskundervisningen ikke findes i skolernes danskundervisning. At faget er defineret ud fra en metode, som ingen udøver.

Selv om synspunktet lyder besnærende, er jeg ikke sikker på, at han har ret. Vel er der heldigvis langt mellem flommenationalisterne i klasseværelserne, men i gerning bygges der stadig på det nationale. Hvis vi har at gøre med et internationalt kulturfag, hvorfor er det så vigtigt, at de tekster, der undervises efter, er skrevet af danske forfattere? Og er dansklærerne holdt op med at træne eleverne i at lokalisere danske lokaliteter og miljøer, når de skal afdække teksternes budskab? Alligevel kan alle forfatterens pointer ikke blot afvises. For eksempel er det da tankevækkende, at ganske få eller ingen i den omfattende diskussion om, hvordan man kan opfatte og beskrive læserens meddigtning, hæfter sig ved det problem, at jo mere vægt man lægger på læseren, des mindre brug bliver der for lærerens normative fortolkning. Det har perspektiver langt ud over litteraturundervisningen. For hvis elevernes tolkning er lige så god som lærerens, ryger hele hans status som rollemodel og opdrager ved samme lejlighed. Bliver lærerens mening ligegyldig, bliver hans udvalg af tekster det også.

I den daglige undervisning tror jeg ikke, mange hylder tesen om, at »anything goes«, som man udtrykker det om ekstremt læserorienterede positioner. Men iagttagelsen er god at holde sig for øje, når man prøver at overbevise eleverne om, at det er vigtigt, at de selv mener noget.

Forfatteren forsøger ret overbevisende at påvise, at disciplinerne dansk sprog og dansk litteratur i virkeligheden ikke har ret meget med hinanden at gøre, og at man kun af gammel vane lader samme lærer undervise i det hele. Her skinner bogens gymnasieperspektiv igennem, for i den grundlæggende modersmålsundervisning for de fleste af vore elever dansk går fortolkningen af indhold og virkemidler efter min opfattelse hånd i hånd.

Bogen er et debatoplæg, og dens tankevækkende påstande skal diskuteres, ikke blindt accepteres.

For dansk i folkeskolen er stadig dansk. Om det så er den eneste mulige tilgang til undervisningen i livsforståelse i en globaliseret verden, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved.