Carmela er blevet inde i pausen. Hun har et par private ting, hun skal fikse. Sådan det for de fleste studerende på dette hold. De er voksne mennesker med ægtefæller og børn, mange har et halvt liv bag sig med videregående uddannelser og karrierer andre lande.
Carmela har en fuld uddannelse som småbørnslærer fra Filippinerne, men i Danmark kan hun kun arbejde som pædagogmedhjælper.
”Jeg startede på forberedelseskursus til pædagog, for det var det, jeg blev foreslået. Men da jeg fandt ud af, at jeg kunne tage samme kursus bare til læreruddannelsen, skiftede jeg. For jeg vil allerhelst arbejde med de store børn,” fortæller hun.
Hendes medstuderende kommer ind fra pausen og fordeler sig om et stort bord i midten af rummet, så de er klar, da deres pædagogikunderviser Tekla Cangers kommer ind med energiske skridt og et stort smil.
De går på Københavns Professionshøjskoles ti-måneders Forberedelseskursus for Indvandrere og flygtninge, og de har lige været i deres allerførste praktik.
”Det var fantastisk. Virkelig spændende. Og også meget anderledes end den skole, jeg kommer fra,” fortæller Carmela.
Bliver undervist på
De har afleveret første udkast til en studierapport, og Tekla taler med dem om, hvordan de skal skille observationer fra refleksioner. Hun taler tydeligt, men i normalt tempo, og indimellem stopper hun op for at forklare et begreb eller udtryk.
De stiller komplekse spørgsmål på et dansk, der vidner om, at de har et andet akademiske sprog bag sig og har lært det danske som voksne.
I den danske skole observerede jeg, at næsten alle elever havde en særlig aftale: 'Jeg må lege med et dyr, jeg må gå ud, jeg må sidde på en særlig plads'
Eline om sin praktikperiode på en dansk skole Journalistuddannet fra Holland
Tekla giver dem bud på, hvilke teoretikere de kan læse, og hvordan de kan bygge en reflektionsrapport op på mange forskellige måder, der er ikke én opskrift, men en masse puslespilsbrikker, de skal samle på deres egen måde.
”Er det ikke svært?”, spørger Ayse fra Tyrkiet.
”Jo, det her fag er pissesvært”, svarer Tekla. Og så griner hun. "Men nej, for I har allerede meget materiale og I er superdygtige, og vi er sammen om det her”.
Det får dem til at smile.
Stor forskel på skolesystemer
Eline, Laila og Natalia har været sammen i praktik på Tingbjerg Skole. De kommer fra tre meget forskellige skolesystemer i Holland, Iran og Ukraine, og særligt Leila og Natalia er enige om at det danske skolesystemet er meget anderledes end det, de kommer fra.
”I Ukraine handler det om uddannelse, i Danmark handler det om dannelse,” siger Natalia, som har en lang universitetsuddannelse i engelsk, tysk og litteratur bag sig.
Laila har undervist i engelsk på universitetet i Iran, og hun er kommet hertil sammen med sin mand, som er tandlæge for at give deres nu 11-årige datter bedre muligheder.
”Jeg har virkelig godt lide, at der er så meget fokus på trivsel i Danmark. Min datter havde det meget svært, da hun begyndte i almenklassen efter den trygge modtageklasse. Men så fik hun en lærer, der gjorde en kæmpe forskel. For eksempel sagde hun til min datter, at hvis hun var trist, kunne hun række en lillefinger i vejret, og så ville hun komme og give hende et kram. Det ville man aldrig have gjort i Iran,” fortæller hun.
Kan godt savne mere fokus på det faglige
De vil dog gerne have noget af fokusset på faglighed og lidt mere struktur fra deres hjemlande med ind i undervisningen, når de kommer ud og undervise i den danske folkeskole.
"Det skal jo være en balance, men jeg kan godt lidt opleve det i for eksempel min datters skole, som om de er meget afslappede og hygger meget op til 6. klasse i Danmark, og så bliver det pludselig meget seriøst, og så bliver de stressede", siger Leila.
De vil alle tre gerne være lærere, men Eline, som oprindeligt er uddannet journalist, oplevede også ting i praktikken, som gjorde hende i tvivl.
"Jeg synes, der er utroligt mange ting, lærerne skal have øje for. Det er muligt, at det er det samme i Holland i dag, for jeg har jo kun min egen skolegang at sammenligne med. Men i den danske skole observerede jeg, at næsten alle elever havde en særlig aftale: 'Jeg må lege med et dyr, jeg må gå ud, jeg må sidde på en særlig plads'. Jeg tænker, det er mange ting, lærerne skal have ansvar for både fagligt og socialt."
De bliver et kæmpe aktiv for skolen
Eline nævner også sine oplevelser i samtalen på holdet og fortæller, hvordan hun oplevede, at læreren accepterede, at eleverne sagde ham imod.
Det giver lektor Tekla Canger anledning til en snak om, hvad der giver autoritet som lærer, og om man måske netop kan få autoritet gennem at lade eleverne sige en imod.
Det er netop den slags samtaler der gør det ekstra interessant at undervise på Forberedelseskurset, fortæller Tekla.
"På læreruddannelsen skubber jeg gerne til de studerende for at få dem til at åbne deres faste forventninger til, hvordan skolen og undervisningen skal være organiseret. Den slags diskussioner kommer helt af sig selv her, for jeg kan ikke antage, at de tænker pædagogik og didaktik på samme måde. Det er sindssygt spændende."
Underviser: De kan give os så meget
Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at kursisterne på forberedelseskurset kan blive et kæmpe aktiv for den danske folkeskole.
"Hvis folkeskolen ellers vil tage imod dem, så kan de give os så meget. De er meget dygtige fagligt og ekstremt flittige, og de kan bidrage til at udvide vores forståelse af, hvad en lærere kan og skal være i skolen. Både for børnene og de voksne."
Men hun hører jævnligt fra kursisterne, at de er bekymrede for, at de har for meget accent og ikke vil blive forstået, og det forstår hun godt.
"Jeg plejer at sige, at danskere godt kan have dovne ører. Vi kan have svært ved at forstå et dansk, som ikke bliver talt helt, ligesom vi selv gør. Vi har godt af, at de kommer ud og vækker vores ører. Men spørgsmålet er, om kollegerne og forældrene er klar til det. Det kan jeg godt være bekymret for".
Ikke nogen ens opgaver her
Ayse er ikke helt sikker på , at hun forstår, hvordan Tekla mener, at opgaven skal bygges op.
Hun ved allerede, at hun vil have dansk som andetsprog som linjefag på læreruddannelsen, så hun er ekstra opmærksom på, hvordan Tekla hele tiden hjælper dem rundt om de sproglige udfordringer.
"Jeg ved godt, hvordan sådan en opgave skal bygges op i Tyrkiet, men jeg har brug for at forstå, hvordan den skal være her."
Tekla smiler stort og giver hende et billede.
"Det er lidt som, hvis I skulle lægge et puslespil. Hvis det var mig, ville jeg starte med de fire hjørner og så sortere brikkerne efter farve - en bunke med zebraerne, en med vandløbet - væk med himlen, den tager vi til sidst. Så ville jeg lave rammen, og derefter zebraerne, uden at vide, præcis, hvor de hører til, og til sidst ville jeg samle det hele med himmelbrikkerne, som svarer til vores metasprog."
De nikker. "Men ville det ikke være nemmere, hvis vi alle sammen byggede vores opgaver op på samme måde og brugte den samme teori," spørger en.
"Nej, opgaverne må meget gerne være forskellige i deres opbygning, for afhængigt af, hvad I beskæftiger jer med, er der forskellige måder at fremstille det meningsfuldt på," svarer hun.
Og tillægger så grinende:
"Og kan du forestille dig, hvor kedeligt det bliver for mig at læse, hvis de alle sammen var ens?".
De ser på hende, et par ryster lidt på hovedet, men de griner med - måske med tanke på, hvad de selv kommer til at modtage af opgaver fra eleverne.
Tekla Canger får det, som hun vil have det. Men det er også det, der gør, at hun nu skal bruge sin frokostpause på at skrive otte forskellige forslag til teorier og artikler, de hver især skal læse.
"Hvis folkeskolen ellers vil tage imod dem, så kan de give os så meget"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.