Hverdagen ind i skolen: Ny håndbog giver hjælp til mere meningsfuld undervisning

Eleverne i 6. klasse skal designe teknologiske hjælpemidler til ældre med demens. Efter en kort introduktion til forløbet får de besøg af den faglige leder fra et plejehjem for mennesker med demens. Bagefter er de selv på besøg på plejehjemmet, hvor de interviewer de ældre. Her finder en pige på at designe en kop med temperatursensor, som kan advare en ældre dame, der ofte brænder sig på kaffen. En anden gruppe bruger lang tid på at undersøge tiltningseffekter, for de vil udvikle et fall-call, der kan varsko personalet, hvis en af de ældre falder. Og en tredje gruppe arbejder med at forfine lyssensorerne, så de ikke forvirrer de ældre, når de kommer ind i et mørkt rum. Alt sammen med udgangspunkt i de ældres virkelige behov.

Det er et eksempel på scenariedidaktik, som lektor i literacy research ved Nationalt Center for Skoleforskning Simon Skov Fougt arbejder med.

”Jeg vil selvfølgelig gerne have, at eleverne lærer at programmere, men i stedet for bare at stikke dem en fast programmeringsopgave, så sætter jeg et scenarie op, så opgaven giver mening for eleverne at løse. Det møde, eleverne har med dem, de designer til, gør, at de udvikler en forståelse for designkonteksten. Det er særligt svært med mennesker med demens, fordi de ikke på samme måde kan sige, hvad de har brug for. Så elevernes interview med de demente ældre ramte også mig lige i hjertet”, fortæller han.

Simon Skov Fougt har haft det overordnede ansvar for ’Håndbog i Scenariedidaktik’, som udkommer i dag. Professorerne Jeppe Bundsgaard, Thorkild Hanghøj og Morten Misfeldt har stået for hver deres fagområde, og i kapitler rettet mod dansk, matematik, naturfag, sprogfag, historie, samfundsfag og teknologiforståelse fortæller 40 forskere, praktikere og læremiddeludviklere om deres erfaringer med scenariedidaktik i fx Marsbasen, Naturfagsmaraton og Vismandsspillet.

”Hele ideen bag scenariedidaktik er at anvendeliggøre det, eleverne lærer i skolen. Læringsteorier viser, at den bedste måde at lære på er, når vi handler sammen til nogen for noget. Det er et opgør med den traditionelle skole, fordi vi ikke mener, at den giver tidssvarende kompetencer”, forklarer Simon Skov Fougt. Tankegangen ligger tæt op ad Deweys learning by doing, men med streg under, at det er refleksionen, der er læringspotentialet. Og det kræver ifølge forfatterne en kontekst.

Etikken spiller en stor rolle

Ud over at undervisningen med scenariedidaktikkens principper kommer til at give mere mening for eleverne og dermed grundlæggende give dem større chance for at blive engageret og lære noget, så understreger Simon Skov Fougt også den etiske dimension, som ofte kommer frem i den form for projekter.

”Alle tre løsninger på de dementes problemer gav anledning til en diskussion om etiske dilemmaer. For udover at hjælpe de ældre, så giver de jo også mulighed for at overvåge borgeren, og det må man ikke. Det gav en helt ny bevidsthed for eleverne. Ligesom vi kunne tage diskussionen om, om det er etisk i orden, at mennesker med demens på plejehjemmet reelt er låst inde, fordi yderdørene kræver et dobbelthåndtryk, som de ikke magter. Den form for diskussioner opstår sjældent i almindelig tavleundervisning”.

For fem år siden udkom bogen ”Hvad er scenariedidaktik”, som forklarer begrebet. Det forskerne vil med den nye bog, er at gøre scenariedidaktikken så konkret, at den kan bruges direkte i undervisningen gennem en lang række cases.

”Måden at undervise er jo ikke banebrydende ny, men håndbogen giver det didaktiske fagsprog, som har manglet omkring den her form for undervisning. Problemet er, at det ikke er så ligetil, som det lyder. Det kræver meget tid, og det kræver en lærer, der tør acceptere de kaosfaser, der en del af vores almindelige liv. Med bogen konceptualiserer vi det og belyser nogle af de problemstillinger, der er”.

En af udfordringerne er at holde balancen mellem skolen og scenariets produktion i verden udenfor. Hvis man får for meget fokus på, at eleven skal lære noget bestemt, så fortoner verden sig, og har man for meget fokus på selve scenariet, så kan man risikere at drukne i produktmål, og så lærer eleverne ikke det ønskede. Den balance forsøger forskerne at give et sprog til at tale om.

”Den store kunst er at forenkle scenariet nok til, at der kommer balance mellem scenarie og undervisningsverdenen. Det er pissesvært, men også pissefedt”, siger Simon Skov Fougt.

Ikke forberedelse til arbejdsmarkedet

Scenariedidaktik handler altså om at skabe mulighed for eleverne til arbejde med de ting, som sker i hverdagen på en måde, som de lærer noget af.

”Det er en af de ting, der er vigtig for mig at sige, for der kan være en tendens hos nogle til at opfatte det her som en måde at forberede eleverne til arbejdsmarkedet i stil med OECD-tankegangen. Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at få designet en legeplads, hvor eleverne bliver forberedt til nutiden og til fremtiden som mennesker”.