'Digitalt børne- og ungdomsliv anno 2009' hedder undersøgelsen, der viser, at det i dag er helt almindeligt, at børn i ni-ti-årsalderen har en eller flere profiler på de sociale mødesteder på nettet. Børn i dag er dermed ikke alene meget aktive mediebrugere, de er også aktører i et fælles rum, hvor grænserne mellem privat og offentligt flyder ud. Det stiller nye krav til forældre, lærere og andre med et ansvar for at skabe sikre digitale rammer for børn og unge.
Thomas Plough, adjunkt ved Ålborg Universitet, siger:
"Den lille detalje, at man kommenterer på en status, kan have vidtrækkende konsekvenser. De unge skal være opmærksomme på, at de sociale netværk former ens sociale liv. Der er i allerhøjeste grad brug for, at man sætter fokus på it-sikkerheden i folkeskolen. Børnene skal lære, hvor vigtigt det er at beskytte sine private oplysninger. Jeg synes, at det burde gøres til en del af it-undervisningen".
Lærerne skal rustes
Undersøgelsen om, hvordan børn og unge håndterer hinandens privatliv på net og mobil, er lavet i anledning af Sikker Internet Dag 2009 i dag, i samarbejde med analyseinstituttet YouGov Zapera. Og ud fra undersøgelsen mener Thomas Plough, at der er særlig grund til at være opmærksom på de ni-tiårige.
"Det er den gruppe, der er dårligst til at udnytte de settings, der tager hensyn til deres privatliv. Det er ærgerligt. For de oplysninger, man lægger ud, kan misbruges af andre. Mange har for eksempel oplevet at blive tagget på et billede mod deres vilje. Det er afgørende, at de unge lærer, at det er rimeligt, at man indhenter et samtykke, inden man lægger billeder ud", siger han.
Undersøgelsen viser, at 66 procent af de ni-ti.årige ville henvende sig til en forælder eller lærer, hvis en anden person havde lagt et billede eller video ud, som de ikke brød sig om.
"Det kræver, at lærerne er klædt på til opgaven og ved, hvordan man kan hjælpe børnene til at beskytte sig" siger Thomas Plough.
Hver fjerde ni-tiårige har social profil på nettet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.