Hvad er gået galt med læseundervisningen?

For ti år siden lød det i politiske skåltaler, at elevernes faglige niveau skulle løftes med et helt klassetrin, men i denne uge slog den store, internationale læseundersøgelse Pirls fast, at det er gået den modsatte vej med noget så vigtigt som elevernes læsekompetencer.

Der er blevet flere dårlige læsere, så gruppen af svage læsere nu udgør op mod hver fjerde elev i grundskolen, viser undersøgelsen, der bygger på næsten 5.000 danske 4.-klasseelever. Eleverne er kun i stand til at finde og gengive detaljer, som er direkte udtrykt i lette tekster, og de har svært ved at gennemskue handlingsforløb og genkende sammenhænge.

Undersøgelsen viser også, at det står helt skidt til med de danske elevers læseglæde. Faktisk er det kun de norske elever, der er mindre glade for at læse, i undersøgelsen med elever fra 65 lande og regioner.

I den 254 sider lange danske rapport understreges det flere gange, at Pirls ikke kan svare på, hvorfor eleverne læser, som de gør. Alligevel har den nationale forskningsleder på Pirls-undersøgelsen i Danmark, lektor Simon Skov Fougt fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, en række bud på årsagerne til, at gruppen af svage læsere er blevet større.

“Det provokerende svar er, at læseundervisningen i Danmark ikke er god nok til gruppen af svage læsere. Og udfordringen for lærerne bliver kun større, i takt med at vi ser en stigende afstand mellem de svage og dygtige elever”, lægger han ud.

Behov for et balanceret læsesyn

På den store klinge kalder han folkeskolereformen for “den største skolepolitiske skandale i nyere tid”. Den påvirkede lærernes arbejdsglæde, indskrænkede den vigtige forberedelsestid og indsnævrede det faglige fokus. For god læseundervisning kræver tid til forberedelse til at tage højde for det meget store faglige skel mellem eleverne. Og glade lærere leverer bedre undervisning, som Simon Skov Fougt udtrykker det.

Dykker han ned i danskundervisningen ude på skolerne, mener dansk- og læseforskeren også, at der et behov for, hvad han kalder for et mere “balanceret læsesyn”.

“Man lærer at læse ved at læse og skrive meget. Vi ved, at der bliver læst for meget i skolen og skrevet for lidt meningsfuldt. Så der skal klart mere skrivning i skolen”, siger han og forklarer, at der er for meget fokus på afkodning i dansk læseundervisning i de små klasser.

Den danske Pirls-leder understreger, at netop det, at skrivningen skal opleves som meningsfuld for eleverne, er det helt afgørende. Ifølge ham er det for eksempel ikke meningsfuldt, hvis eleverne bare bliver bedt om at skrive om hovedpersonen fra en tekst.

“For hvorfor skal de det? Det skal give mening for dem”, siger han.

En bedre skriveøvelse vil ifølge ham være at bede eleverne lave et inspirationskatalog med udklædning til fastelavn, hvor de andre elever skal være målgruppen for kataloget.

“Hvis det tilmed bliver kombineret med noget læsning om fastelavn, så rykker det. Det er vekselvirkningen mellem læsning og skrivning i kontekst, der skal til. Det kræver en ændring i praksis”, siger han.

Dårligere til fagtekster

Og bliver vi i det univers, må teksterne om fastelavn meget gerne være faglitteratur. For dykker man ned i de danske elevers læseresultater, er det elevernes kompetence til at forstå og afkode, hvad Pirls kalder ’informerende tekster’, der er hovedproblemet.

“Det er måske ikke så underligt, at eleverne er bedre til at læse skønlitterære tekster. For vi kan se, at de læser mere skønlitterært i deres fritid. Det samme gør i øvrigt deres forældre og lærerne selv. Og i skolen bliver de undervist mere i de skønlitterære tekster”, siger den danske Pirls-leder.

Men I har vel også kun spurgt dansklærerne?

“Ja, men det er også en dansklærers opgave at undervise i informerende tekster. Det vil selvfølgelig være skønt, hvis du kan få en naturfagslærer til at undervise i læsningen af naturfagstekster, men det gør de ikke. Det er sindssygt svært at læse fagtekster, fordi det kræver multimodal læsning, hvor eleverne skal kunne genkende de enkelte modaliteter og forstå samspillet mellem dem for at forstå tekstens samlede budskab”, siger han.

Multimodale tekster er tekster, hvis mening udtrykkes på forskellige måder, altså ikke kun gennem brødtekst, men også for eksempel billeder, grafer med videre. Tilsammen udgør tekst og billede en betydning, som er større end hver enkelt modalitet for sig. Det stiller særlige krav til fortolkningen af multimodale tekster, forklarer han.

Som eksempel peger Simon Skov Fougt på en konkret fagtekst, han har brugt i sin forskning, og som kan fremstå som objektiv oplysning om, hvad man gør, hvis man har lus.

“I virkeligheden er det reklame for et bestemt produkt. Den har jeg haft elever til at læse, og de fanger ikke, at det handler om mere end om oplysning om lus. Men eleverne i 4. klasse skal begynde at kunne læse ting mellem linjerne”.

Ifølge læseforskeren er den dalende evne til at læse fagtekster særligt udfordrende i en tid, hvor fake news fylder mere og mere, og hvor eleverne især digitalt konstant udsættes for manipulation.

“Det er et kæmpe problem, at så mange elever i den almindelige grundskole ikke kan læse kildekritisk og fortolke. Vi skal i den grad klæde vores elever på til at kunne gennemskue manipulationer. Og en manipulation behøver ikke at være Donald Trumpsk og ond, den kan også være sød og venlig. Men hvis du ikke forstår sådan nogle ting, kan du tro på alt”, siger Simon Skov Fougt.

I den sammenhæng glæder han sig dog over, at prøven i skriftlig fremstilling i 9. klasse i dansk er på vej i den rigtige retning.

“Den er blevet mere modtagerorienteret og har et stigende multimodalt fokus. Jeg siger ikke, at vi er i mål med den, men der er sket noget godt med den. Og afgangsprøven smitter af ned gennem skolen”, siger han.

Læseglæden er helt i bund

Selv om læseforskeren mener, at det er foruroligende, at gruppen af svage læsere er blevet større, er det bundplaceringen, når det gælder elevernes læseglæde, der bekymrer ham allermest.

I den seneste undersøgelse svarer kun hver syvende danske elev, at de “rigtig godt kan lide at læse”. Ved målingen i 2016 kunne hver femte elev rigtig godt lide at læse. Nedgangen placerer nu Danmark på den næstsidste plads over læseglæde. Til sammenligning svarer flere end fire ud af ti af alle verdens elever, at de rigtig godt kan lide at læse.

“Den danske læselyst har været dalende over mange år, og det er virkelig svært at svare på, hvad vi skal gøre. Mange skoler har for eksempel indført et læsebånd. Er det så en god ting? Det ved vi ikke. Nogle siger ja, nogle siger nej. Men vi ved det faktisk ikke”.

Der er især sket et stort fald i pigernes læseglæde. I 2016 var 25 procent af pigerne rigtig glade for at læse, men det er nu faldet til 16 procent. For drengene er udviklingen gået fra 15 til 12 procent.

De nordiske lande er faktisk fælles om at være bundskrabere, når det kommer til læseglæde. Sverige, Norge og Finland har alle ligesom Danmark en lavere læseglæde i Pirls 2021 end i 2016. Og alle fire lande er at finde i bunden af den internationale rangliste over læseglæde med Finland som det ’mindst dårlige’ nordiske land med en placering som niendesidst, Sverige som femtesidst, Danmark næstsidst og Norge som nummer sjok.

Pirls kan ikke sige noget klart om årsagerne. Men meget tyder på, at det skyldes, at børn og unge bruger mere og mere tid på sociale medier, fortæller Simon Skov Fougt. Det viser en tidligere undersøgelse af 5.-klasseelevers læsevaner, peger han på.

“Det får mig virkelig til at frygte for, hvad vi kan komme til at se i næste Pirls om fem år, hvis vi ikke gør noget”, siger han.

Glem alt om kønsforskellen

Hvis den danske Pirls-leder og læseforsker skal komme med en anbefaling til politikerne, er en af hans allerklareste pointer, at politikerne skal stoppe med at gå så meget op i, at drengene halter efter pigerne. For nok er der en gennemsnitlig forskel på de to køns læsescorer, men forskellen på de svageste og dygtigste læsere er i gennemsnit 20 gange større end kønsforskellen.

“Det vil være helt forkert, hvis man vil gå målrettet efter at løfte drengene. Vi skal være meget mere bekymrede over, at de 25 procent svageste læsere er faldet meget, og at de svageste fem procent er faldet rigtig meget. Og at vi i den anden ende ikke har fået flere dygtige læsere. Så det er den stigende læseulighed i Danmark, vi skal bekymre os om”, siger han og tilføjer, at det langtfra kun er i Danmark, at pigerne er bedre læsere. Faktisk gør det samme sig gældende i alle 65 lande og regioner, der har deltaget i Pirls.

“Kun i Spanien, Tjekkiet og USA er forskellen ikke signifikant”, tilføjer han.

Simon Skov Fougt kan dog ikke give hverken dansklærerne eller politikerne et klart svar på, hvilke konkrete undervisningsformer der giver den bedste læseundervisning. For det er stadig resurserne i elevernes hjem, der overskygger alle andre statistiske sammenhænge.

“Jeg kunne ufattelig godt tænke mig at gennemføre et stort kvalitativt klasserumsstudie af læseundervisning, hvor jeg kunne kombinere den statistiske viden, vi har fra Pirls, med at vi systematisk observerer konkret undervisning i en række klasser for at finde ud af, hvor meget der hænger sammen med socioøkonomi, klassens sammensætning og bestemte undervisningsformer. Men det vil kræve forskningsmidler, vi i hvert fald ikke har nu”.