Hr. Længste Ben

Der var så rart i gamle dage, dengang farfar var ung. For dengang havde man tid og lyst til at tale ordentligt med hinanden over en varm kop kaffe. Ja, og vintrene var koldere, sund og bælt frøs fast. Børnene legede på isen, og de voksne tog ud for at stange ål.

Der er udkommet en sød lille bog med skrøner skrevet i et mundtligt fortællende sprog om hverdagsliv ved en bugt, der kunne ligge mange steder i Danmark. Bogen er illustreret med gamle fotografier fra Fyns Amt, men den lokale kolorit er sløret lidt for også at give liv til fortællinger for børn i andre dele af Danmark.

I bogen er der fem fortællinger eller skrøner, som forfatteren selv gerne vil kalde dem, da mange synes, at fortællingerne minder om Jørgen Riels skrøner. De er alle fortalt for børn i forskellige skoler på yngste og mellemste klassetrin. Der er uden tvivl masser af fortælleglæde i skrønerne, og det er rart og hyggeligt at læse dem, og de vil helt sikkert være gode at bruge til at illustrere noget om livet i gamle dage. Men jeg synes ikke, at skrønerne har stor litterær værdi. Det behøver de naturligvis heller ikke at have, for formålet er en god jævn fortælling, som kan få børnene til selv at gå på opdagelse i deres egne bedsteforældres fortællinger, hvor der kan komme mange gode stunder frem generationerne imellem.