En gang imellem sker det, at en nyudgivet bog ganske enkelt opfylder et behov, du ikke vidste, at du og din klasse havde – eller lukker huller i den viden og indsigt, som du ellers tænkte var tilstrækkeligt omfattende.
Sådan har jeg det lidt – eller meget, faktisk – med denne fysik/kemi-didaktik, der på trods af verdens kedeligste titel er en guldgrube af interessante, spændende og lærerige kapitler. Jeg har tilbragt en del god tid med at studere dem, ekstensivt såvel som intensivt, men er her op imod deadline for anmeldelsen så langtfra færdig. Dertil er bogen simpelt hen for vægtig hvad angår både omfang og indhold.
En god måde at komme i gang på kan være at starte med det fyldigste kapitel, der handler om emnedidaktik. De ti afsnit beskæftiger sig med eksempelvis atomer og molekyler, elektriske kredsløb, partikelteori og astronomi. Jeg vil gætte på, at de fleste fysik/kemi-lærere her både kan hente et fagligt brushup, finde ny inspiration til indhold og formidling af stoffet – og fra tid til anden sidde tilbage med noget røde ører: ”Ups - det er nok ikke sådan, jeg skal fremstille den teori”. ”Hmm – men jeg har da hele tiden tænkt, at …”. ”Øh, ja, det har jeg godt nok haft svært ved at se meningen med”.
De øvrige tolv noget kortere kapitler kommer på samme vis under kyndige fagfolks behandling. Vi læser – og lærer – om kompetenceområder, Inquiry Based Science Education, projektorienteret undervisning og uformelle læringsmiljøer, ligesom de enkelte forfattere kommer omkring læremiddelvurdering, laboratoriearbejde og evaluering. Studiespørgsmål en masse er med til at kvalificere udbyttet. Med redaktørernes ord tjener nogle af disse til refleksion, andre til fordybelse – mens andre igen er til brug for studiegrupper.
Gå altså blot i gang med at øse fra visdommens kilde – og gerne sammen med fagteamet. Det kan aldrig være denne udgivelses anliggende at afhjælpe akut praksistvang; alligevel kan det røbes, at der også står noget om den fællesfaglige naturfagsprøve …
Holder langt mere, end titlen lover
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.