Kommunen har i mange år registreret, hvor mange elever, der manglede i klasseværelserne en uge efter ferien, uden at deres forældre havde givet besked om fraværet. Tallet har været støt faldende, men i år er der så pludselig sket en tredobling. Det fik politikerne til at kræve en nærmere redegørelse for elevernes fravær, og skolerne blev bedt om at opgøre fraværet i hele sidste skoleår. Men fordi det aldrig har været et krav, at fraværet skulle registreres til kommunalt brug, var mange protokoller smidt ud, og resultatet blev derfor ikke et dækkende billede.
"Det er jo et problem, hvis de skoler, der er gode til at registrere, kommer til at stå som de skoler, der har det højeste fravær", siger formanden for udvalget, Vibeke W. Winther (S).
Udvalget vil nu bede skoleforvaltningen skolelederne om at finde ud af et fælles regelsæt for fravær.
"Det handler om, hvordan man registrerer børns ulovlige fravær, hvem skal reagere, når et barn ikke dukker op, og hvem skal give lov, når forældrene beder barnet fri", siger Vibeke W. Winther og forestiller sig, at det for eksempel kan være lærerens ansvar at sige ok, når et barn skal have fri i morgen, fordi det skal til familiefødselsdag, men også holde et overblik over, om det ikke sker for tit. Derimod mener hun, at forældrene skal gå til skolelederen, hvis barnet skal have en hel uge fri.
Den løselige opgørelse af fraværet, udvalget har set, viser, at de tosprogede børn har et langt større ulovligt fravær end de danske børn, altså fravær, hvor familien ikke har givet besked om sygdom, planlagte ferierejser eller lignende. Men om der er tale om mere pjækkeri eller blot om, at de tosprogede forældre er dårligere til at give besked, viser opgørelsen ikke.
Nogle af byens skoler oplever det som et stigende problem, at danske forældre tager deres børn ud en uge hver vinter og tager på skiferie.
"Det skal vi ikke forbyde, men jeg mener, at skolerne skal oplyse forældre om, at det er et problem, hvis ti børn holder fri i ti forskellige uger - det giver uro i klassen", siger Vibeke W. Winther.
Høje-Taastrup: 60 elever dukkede ikke op efter ferien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.