Hjerneforsker: Ensidig satsning på faglige mål dræber kreativitet

Faglige kundskaber er ikke et mål, men et middel til den kreativitet, der giver det enkelte menneske fleksibilitet og samfundet innovationskraft, understregede Kjeld Fredens i denne uge på tænketanken Sophias konference "Skal lokalskolen udvikles eller nedlægges?"

"Vi skal ikke spørge, hvor meget eleverne skal lære, men hvordan de skal lære det meget, de skal lære", sagde Kjeld Fredens, hjerneforsker og tidligere udviklings- og forskningschef ved Vejlefjord Center.

Han gav et eksempel, hvor elever i 3. klasse får at vide, at der er 26 får og 10 geder på et skib. På spørgsmålet om, hvor gammel kaptajnen så er, svarer 75 procent 36 år.

"Eleverne er opdraget til at bruge en af de fire regnearter. Men hvorfor trækker de så ikke fra? Nej, for så er kaptajnen for ung. De reflekterer sig ikke frem til, at opgaven ikke kan løses ud fra de givne oplysninger", fortalte Kjeld Fredens de 140 deltagere i konferencen.

Selvstændig læring gør eleverne kreative

Problemet er, at politikerne holder skolen på læringshierarkiets laveste niveau, fordi det er her, de kan måle eleverne og dermed styre skolen, mente Kjeld Fredens.

"Vi skal prøve at komme derop, hvor den selvstændige læring ligger, for det er den, der fører til kreativitet. Den moderne leder sætter rammerne, men lader medarbejderne udfylde dem. På samme måde skal læreren udstikke retningen. På den måde lærer eleverne at udvikle nye og værdifulde ideer og at føre dem ud i livet. Eleverne skal lære gennem oplevelser, for oplevelser fører til ideer".

Kjeld Fredens gav et nyt eksempel fra 3. klasse. En gruppe læste en tekst om geometri og fik undervisning af læreren, mens en anden gruppe uden nærmere forklaring blev sendt ud i skolegården for at lede efter geometriske figurer.

"Eleverne spørger pedellen, hvor de kan finde en geometrisk figur, og han viser dem et brønddæksel. Da de kommer tilbage til klassen, spørger læreren, om de har fundet noget, om de har rørt ved det, løftet på det og kigget ned i det."

Det bekræfter eleverne, og én af dem indrømmer også lettere brødebetynget, at han har været nede i figuren. "Var det sjovt", spørger læreren. Jo, det var det.

Nu beder læreren en af de andre elever om at gå hele vejen rundt om drengen og lugte til ham: "Lugter han lige meget hele vejen rundt?" Jo, det gør han. "Fint", siger læreren, "så er det en cirkel, I har fundet".

Eleverne bliver hængende ved resultatet

"Når nu metode nummer to er bedst til at tilegne sig viden i nye situationer, hvorfor bruger vi så nummer et? Hvad er det for et menneskesyn, der ligger bag", spurgte Kjeld Fredens og svarede, at det er vigtigere at fokusere på processen end på resultatet, fordi processen fremmer elevernes motivation og omtanke.

"Hvis vi alene fortæller eleverne, at de har lavet noget godt, bliver de hængende ved resultatet", sagde Keld Fredens og greb i egen barm med et eksempel fra en dag, han hentede sit barnebarn i børnehaven.

Han havde lavet en stor tegning, som pædagogen betegnede som en Picasso, og Kjeld Fredens roste ham og sagde, at tegningen var flot. Ude i bilen spurgte barnebarnet sin morfar, hvorfor han havde sagt, at tegningen var flot, når nu den var grim.

"Hvis jeg i stedet havde spurgt, hvad det var, han havde tegnet oppe i hjørnet, havde han fortalt mig om det. Det havde fået ham til at reflekteret over tegningen på vej hjem i bilen, og så havde han været motiveret til at tegne videre".

Læreren har det sociale ansvar

Ifølge Skolerådet bør skolerne også systematisk teste, hvor gode eleverne er til at samarbejde og indgå i sociale fællesskaber.

Det er de voksnes ansvar, at børn klarer sig godt socialt, sagde professor og børneforsker Per Schultz Jørgensen på konferencen, hvor han talte om, at den sociale dimension ikke er et tillæg, men forudsætningen for pædagogikken.

"Vi kan ikke ophæve den sociale dimension, men vi skal fokusere på den og få den til at spille sammen med børns læring. Konkret handler det om at have venner. Det er en vigtig del af børns perspektiv, at nogle sætter pris på, at du er der, men nogle børn får aldrig den melding", sagde han.

Per Schultz Jørgensen viste et uddrag af børnepolitikken i Vejle Kommune: "Vi skal sikre os, at alle børn har mindst én god jævnaldrende ven".

"Vi kan ikke tvinge børn til at være venner, men vi kan arrangere makkerskaber, hvor eleverne arbejder sammen i 14 dage. Venskaber opstår ud af relationer, fordi der pludselig er mere end blot relationen. Læreren har det sociale ansvar og afgør, hvem der skal sidde sammen", sagde Per Schultz Jørgensen.