- lærebøger i 100 år
Af lektor Jette Benn
72 sider, 150 kroner
Danmarks Lærerhøjskole
Mad fra ord til bord
- kogebøger i 400 år
Af mag.art. Helle Brønnum Carlsen
98 sider, 150 kroner
Danmarks Lærerhøjskole
Bestilling: Danmarks Pædagogiske Bibliotek
E-mail: bogsalg@dpb.dlh.dk
Hjemkundskab har i 100 år været et fag i folkeskolen, idet starten på skolekøkkenlærerindeuddannelsen var 1. december 1899 på det, der senere blev Danmarks Lærerhøjskole.
At undervise i 'Mad fra ord til bord' har været en del af husgernings- eller skolekøkkenlærerindens virksomhed og er stadig et vigtigt arbejdsområde, selv om faget i dag hedder hjemkundskab. De mange lærebøger har ikke blot været vigtige for faget i udgivelsesårene, men giver i dag forståelse for husgerning/hjemkundskab i en dansk skoletradition. Lærebøgerne kan finde anvendelse for hjemkundskabslærere/-studerende eller for andre med interesse for området.
Jette Benn giver en grundig introduktion til området. Den omfatter udpluk af bøger og beskrivelse af opskrifter med kål og fars. Der er således mulighed for en sammenligning af ingredienser og tilberedningsmetoder. Kålen er valgt som et eksempel på et levnedsmiddel, der er en gammel kulturplante med betydning i dansk madkultur, mens farsen er valgt ud som en tilberedningsmetode, der har skiftet karakter fra at være en del af den finere madlavning til at være en hverdagsret. Kombinationerne af levnedsmidler, tilberedningsformer og smag giver et utal af mulige retter i de mange lærebøger.
Der er tale om fire perioder. Sidste periode - 1990'erne - er en revurdering. Periodens udvalgte lærebøger er 'Kom i kog', en kogebog og en video, hvor eleverne a la tv-køkkenet har mulighed for først at se andre lave retterne og siden selv gå i gang. Og det andet materiale, 'Ha' det sjovt med mad', en lærebog og en idémappe. Begge materialer signalerer den kreative tilgang til faget, samtidig med at de giver et andet perspektiv på madområdet: Det skal være sjovt - også i skolekøkkenet.
I afsnittet 'Sammenligning og sammenfatning' har Benn et skematisk mad-, måltidskarakteristika over de omtalte fire perioder. I det sidste afsnit, 'Perspektiver', forklares, at lærebøgerne naturligvis er udtryk for tendenser i tiden, og at der har været forskellige trends i udviklingen.
Lærebogshistorien kan som tidligere udtrykt også bidrage til en bedre forståelse af faget. Det er vigtigt at beskæftige sig med både historien og fremtiden, så: Hvad skal der sættes på spisesedlen i det nye århundrede?
'Kogebøger i 400 år' er skrevet af mag.art. Helle Brønnum Carlsen, og hun fører på en god måde læseren ind i kogebøgernes verden.
De to første kogebøger udkom 1474 og 1475, begge i Italien. Herefter går det slag i slag, og kogebogen som genre deles hurtigt i to typer, nemlig de, der er skrevet af og for kokke i et professionelt miljø, og de, der er skrevet af og for husmødre.
Brønnum Carlsens bog har syv kapitler og begynder ved 1600-tallet, afslutningen på middelalderkøkkenet. Det er igen kål og fars, vi følger. I begyndelsen og slutningen af hvert afsnit findes yderligere spændende historisk læsning.
De to bøger er udpræget historiske. Forfatterne har investeret megen tid i projektet og med et smukt resultat.
Man kan dog ikke forestille sig, at børn og unge kan få umiddelbar gavn af indholdet, derimod må bøgerne være relevante i læreruddannelsen.
Birgit Østergaard
Hjemkundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.