Historien spirer og lever videre i én

Gro går i terapi og forsøger at komme overens med sig selv, for hendes ansigt er deformt, og nogen har stjålet hendes hund. Desuden er hendes mor alvorligt syg, så det er ikke let at være Gro. Terapeuten forærer hende en ”virkelighedsbold,” som hun kan bruge, når hun er i tvivl om sine syner. En mandlig muse forærer hende en kuffert med historier, som hun selv skriver videre på.

'Gro' er både smuk og skræmmende. Den intertekstuelle reference til 10001 nat, hvor Scheherazade hver aften skal fortælle en historie for ikke at blive slået ihjel, indgår som et metalag i historien. Gro er historiefortæller og skriver ordene ned, der i romanen er trykt med grøn typografi, og således er en historie i historien.

Samtidig inviterer illustrationerne læseren, eller snarere beskueren, ind i et billedunivers, der på én gang drager med sin enkelhed og kompleksitet. Stregen har skarphed og poesi, som når et togbanespor fader ud i horisonten og krøller i hver sin retning. I et close up af et øje anes en maske, der mimer øjets omrids og således kigger på én med et dobbelt blik.

Bogen ligger lækkert i hænderne med det tykke omslag med et sort/hvidt linoleumstryk af Gro med viltert hår, hvis fødder slår rødder i jorden. Udover at være en pige er hun også ét med naturen, som er det sted, hun i virkeligheden hører hjemme. Virkeligheden er dog et vidt begreb, for der er tale om flere parallelle af slagsen. Historierne kommer fra biblioteksskoven og kan både redde og forgifte verden. En af muserne har stjålet historierne og spreder og forgifter verden med dem. Det er muserne, der har nøglerne til Biblioteksskoven, og Gro får en. Men først må hun igennem en mørk tunnel og køre på sin skinnecykel.

Som læser følger man hendes rejse med spænding. Historiens mest interessante karakterbeskrivelse er af metaldukken med et hoved som et puslespil af metalplader og en spilledåsenøgle midt i panden. Dukken fortæller med sin båndoptagerstemme ”den forkerte vej”, som er den rigtige vej til Biblioteksskoven. Som betaling skal Gro fortælle en historie. Da Gro endelig kommer til Biblioteksskoven bliver hun taget imod af træet Walden, hvor hun får sin egen historie at vide. For nogen stjal hende som lille.

'Gro' berører vigtige temaer som identitet, og hvor vi kommer fra. For ikke at spoile slutningen må læseren selv læse bogen, men den er helt sikkert overraskende, og man kan få lyst at læse den igen. Forfatteren Adam O, som selv har illustreret Gro har modtaget Søren Gyldendal prisen 2022 og har tidligere modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for 'Den rustne verden'. Man kan kun glæde sig til den næste udgivelse. 'Gro' kan læses som et ”kunst”- værk, og med virkelighedsbolden inspirere til anvendelse i en pædagogisk kontekst i arbejdet med unge med skrøbelige sind.