Historie med rige svinkeærinder

Gruppe 38s gendigtning er billedmættet, poetisk og usentimental. Den giver rum til mange tolkninger og mange følelser – for mennesker i alle aldre.

Bodil Alling stiller sig lige foran publikum. Byder os velkommen. Fortæller, at manden på hendes højre side er teknikeren Kim, og manden på hendes venstre side er musikeren Søren. Og hun er snakkeren. Og den historie hun skal fortælle, er Den lille pige med svovlstikkerne. Det er en stor historie, og den ligger der – i en firkantet afmærkning af scenen – og venter på at blive fortalt. Og da musikeren lige skal ind i afmærkningen og hente sine sutsko – dem har han nemlig glemt inde i sceneområdet – kan fortællingen slet ikke lade være med at gå i gang. Så utålmodig er den. Og med musikerens første skridt ind i fortællingens ramme bryder vinterens kolde uvejr løs. Det stormer og det blæser, og det er med nød og næppe, han får reddet sig ud på den sikre side. På den sikre side af historien.

Efter dette forvarsel om hvilke kræfter, der ligger i H. C. Andersens gamle fortælling, knipser Alling det hele i gang. Lyset inde i rammen tændes, og på de to stativer med papirark, der står på hver side af forscenen, oprulles historiens ankerpunkter: Et juletræ, en gås, et kirketårn, en engel. Med den hjælp folder hun ordene og historien ud.

Vi kender den så godt – fortællingen om den lille pige, der er ude nytårsnat for at sælge svovlstikker. Det er den, der skubbes i gang, fortælles eller fortæller sig selv. For på trods af, at Gruppe 38s Bodil Alling har alle sine redskaber klar, løber det – fortællingen – hele tiden fra hende. Og løber fra teknikken, som hele tiden driller teknikeren, og fra musikeren, som dog er en mere stabil medfortæller. Som da de tre aktører opruller det hektiske bybillede fra nytårsdag – helt enkelt ved at stå på række og skiftevis vende sig til publikum, mens de fortæller, hvad der sker, men samtidig bliver nødt til at kommentere heftigt på lydsidens kraftigt gøende hund. Den har sneget sig ind i historien, og er altså ikke til at slippe af med igen. Den hedder Caro, larmer alt for meget, og er også til stede hos familien i stueetagen i det oplyste hus, som den lille pige står og kigger længselsfuldt ind i. Her støttes fortællingen af en række billeder, der projiceres på et hvidt stykke stof, som fortælleren holder.

På trods af alle de lommer med svinkeærinder, som fortællingen trækker os igennem, og som også er med til at give os vores egen indgang til den kendte historie, ender det hele, som den gamle digter har skrevet. Den lille pige flyver op til bedstemor. Hende, der sidder i himlen, og som i forestillingen viser sig som et lysbillede af en engels ansigt på en hvid elektrisk vifte. Den sættes i gang; og uendeligheden er antydet.

Det er en på samme tid billedmættet, poetisk og usentimental forestilling, som Gruppe 38 har skabt i samarbejde med en række franske teaterfolk, blandt andet den herboende instruktør og billedkunstner Catherine Poher. Og fortællerne, ikke mindst Bodil Alling, holder den løbske historie i spindelvævstynde – men sikre – tømmer. Den giver rum til mange tolkninger og mange følelser – for mennesker i alle aldre.

Lone Nyhuus