Hvordan lærer vi bedst vores elever om en fortid, der ligger os fjern? Hvordan sikrer vi, at vores elever forstår vores fortid på fortidens præmisser? Denne bog giver en række yderst kvalificerede bud på, hvordan fortiden kaperes, og hvor vigtigt det er at opnå historisk empati.
Fortiden som et fremmed land - Historieundervisning og fortidsformidling
Redaktører: Loa Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen(Red)
230 kroner. får også som i-bog til 18a kroner
198 sider
Akademisk Forlag
Fortiden som et fremmed land. Historieundervisning og fortidsformidling er en bredt favnende antologi fra et stærkt hold af undervisere og forskere, der viser os, hvordan ny, moderne historieundervisning kan foregå. At se fortiden som et fremmed
land viser sig at være den perfekte metafor. Jo fjernere fortid,
jo mere fremmed. Alene vores danmarkshistorie rummer begivenheder,
perioder og mennesker, som kan forekomme både ubegribelige,
umenneskelige og meget langt fra vores virkelighed i dag.
Annonce:
Bogen er rettet mod
læreruddannelsen og undervisere og formidlere, der arbejder med fortiden. Den
giver et fyldigt, nuanceret indblik i, hvorfor historie er meget andet end
årstal og de store linjer og det er en både lærerig og kompleks guide
til formidling af fortiden.
Bogens primære fokus er
fortidsperspektivet. Et afgørende begreb for den historiedidaktik, som bogen
generelt plæderer for. Kortfattet handler det om at se fortiden på de rette præmisser. Begrebet gør op med gængs praksis, der ofte lander på at se
fortiden med nutidens øjne, hvorved vi hurtigt havner i to andre begreber, som
bør prioriteres højt af en hver historielærer: Præsentisme og kronocentrisme.
Præsentismen handler om, at fortiden ofte ses ud fra nutidige normative
opfattelser af, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert. Kronocentrismen
kædes hurtigt sammen præsentismen, hvis vi kun ser fortiden i nutiden
perspektiv, for derved bliver det let at konkludere, at nutiden til enhver tid
er bedre end fortiden. Vi ved bedre, vi er mere oplyste, mere demokratiske,
mere ligestillede, mere tolerante og så videre.
Antologien er redigeret af Loa
Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen. Det er Loa Bjerre, der
i første kapitel introducerer og præciserer fortidsperspektivet. Her finder vi blandt
andet en model, der demonstrerer, hvordan ”et fortidsmøde med kvalificeret
fortidsperspektiv kan være et møde med fortiden på fortidens præmisser
og give eleven mulighed for at demonstrere historisk empati”. Loa Bjerre stiller begreberne
systematisk op og viser samtidig, hvordan der fra international forskerside er
uenighed om, hvad historisk empati indebærer for historieundervisningen. Der er
enighed om, at empatien bør være rodfæstet i en forståelse for de normer, der
gjorde sig gældende i den givne historiske periode, men der er uenighed om i
hvor høj grad elevernes følelser og fantasi bør spille ind i deres forståelse
af fortiden. Hvis vi lægger os op ad den antagelse, at elevernes følelser og
fantasi kan være vigtige elementer i vores didaktik, så lægger nogle af disse
metoder sig bemærkelsesværdigt tæt op ad de oplevelsesbaserede, æstetiske
litteraturtilgange, som i høj grad præger danskfagets litteraturundervisning i
disse år, og i så fald vil der være interessante tværfaglige didaktiske veje at
bevæge sig ad, når eleverne skal møde fortidens mennesker, deres verden og
deres handlinger.
I kapitel 3 skriver Jens Aage
Poulsen om skolefaget historie med afsæt i en lille case om Huxie, der prøver
at skrive med en fjer. Huxie er på Middelaldercenteret ved Nykøbing F, og her
møder han en kvinde, der ikke kender til nutidige skriveformer. Huxie går i 0.
klasse, og han oplever, at fortiden er anderledes. Det er ham, der kender nye
måder at skrive på. Kvinden fra gamle dage kender dem ikke. Jens Aage Poulsen skriver
senere, at børnenes fortidsmøder har betydning for deres læreprocesser og
vidensskabelse i faget. Han gør sig ingen illusioner om, at Huxie nu ved en
masse om gamle dage, men der ligger læring i det sanselige, nærværende møde med
fjeren og kvinden.
Annonce:
Nogle antologier kan forekomme
fragmenterede, men i denne bog finder vi flere eksempler på godt redaktionsarbejde
og intern vidensdeling mellem forfatterne, for der er henvisninger til
kapitlernes forskellige eksempler på undervisning og cases, og det skaber
fælles konsensus og sammenhæng for læseren. Det faglige niveau er højt, og
der stilles også spørgsmålstegn ved, hvor højt reflektionsniveau over egen tid
og livsbetingelser, vi kan forvente af en elev i folkeskolen - alt afhængigt af
klassetrin, naturligvis. Visse steder synes jeg, at man har ret høje
forventninger til elevernes kognitive niveau, fagterminologi og
begrebsforståelse, og der stilles desuden store krav til tilrettelæggelsen af
undervisningen i historisk empati. I sidste kapitel skriver Jens Aage Poulsen
da også, at det kan være svært at evaluere, i hvor høj grad eleverne virkelig
har opnået historisk empati, men der gives selvfølgelig metodiske forslag.
Her er tale om bog, der peger
i retning af et historiefag i udvikling og hvor der også er plads til kritik af
eksisterende, velkendte bøger og portaler, der ikke altid i tilstrækkelig grad
giver plads til den dybe refleksion over, hvorfor mennesker handlede, som de
gjorde under de præmisser, der var dem givet.
Herfra skal lyde en rungende
anbefaling af Fortiden som et fremmed land til alle, der arbejder med og
interesserer sig for historie både som videnskabs- og undervisningsfag. Man er
ganske enkelt blevet meget klogere på sit fag ved endt læsning, og man bliver
endnu en gang bevidst om, hvor vigtigt det er, at børn lærer, at deres verden i
dag er skabt af fortiden. Både den fortid, vi ønsker at tage afstand fra og den
fortid, vi kan være stolte af.