”Der er en balance, der er tippet i forholdet mellem skolen og forældrene, som skader skolens muligheder for at løse sin opgave”.
Det var noget af det, undervisningsminister Magnus Heunicke tog med sig efter at have tilbragt morgenen på Søborg Skole i Gladsaxe Kommune nord for København. Her mødtes han med kommunens skoleledere til en snak om de udfordringer, folkeskolen står i.
Med på mødet var også Gladsaxes borgmester, Serdal Benli (SF), Lærerforeningens formand Gordon Ørskov, formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas og formand for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov.
Ingen håndbremsevending i skolen
”Vi går ind i uge tre, efter at vi fik de seneste Pisa-resultater at kende, og der er sket både positive og negative ting. En af de positive er, at alle er enige om, at vi ikke skal til at lave en eller anden vanvittig håndbremsevending, hvor vi ender i grøften,” sagde ministeren i sin indledning før mødet. ”Vi skal rykke sammen, og vi skal være tydelige om, hvorfor vi har en skole og hvad vi vil med den.”
’Tydelighed’ var et ord, der kom til at fylde i ministerens samtale med skolelederne. Særligt behovet for at være tydelige overfor elevernes forældre om, hvad skolen forventer af dem.
Ministeren kom til at høre om forældre, som forventer, at skolen lærer deres børn ting, som man også kunne mene var forældrenes ansvar – for eksempel at gå i bad efter idræt. Og forældre, som lægger ferier med deres børn udenfor skoleferierne.
Minister: Løses ikke ved lovgivning
”Vi hverken kan eller skal lovgive om, hvordan forældrene skal agere i forhold til skolen,” sagde ministeren efter mødet.
”Men det er tankevækkende at kravene fra forældrene fylder så meget hos lærere og skoleledelse. Nu er debatten om skolen i gang, og den er afgørende vigtig”.
”Det er dejligt, at vi har en minister, der lytter til os og som heldigvis ikke er gået til det jeg kalder ’panikpolitik’,” sagde skoleledernes formand Dorte Andreas.
”Det er komplekst, og der er nogle samfundstendenser, som spiller ind på vores muligheder for at drive skole. Vi er blevet mere individorienterede, og der er også opstået en klagekultur. Der har skolelederne brug fra opbakning fra forvaltning og fra politikere – både de lokale og dem i Folketinget”.
Dorte Andreas fortalte, at det kan være et problem, at skoleledelser ikke har nogen sanktionsmuligheder over for de forældre, som for eksempel vælger at tage deres børn på ferie udenfor skolernes fridage, selv om skolelederen har sagt nej til at de må få fri.
”Det er et svært spørgsmål, for hvilke sanktioner, kan man reelt lave, ud over at de kan blive trukket i børnechecken, hvis der er for meget ulovligt fravær? Det skal jo ikke være sanktioner, der rammer børnene. De er jo ikke ansvarlige for deres forældres adfærd. Så jeg håber vi kan komme et sted hen, hvor de er naturligt for alle forældre, at man prioriterer børnenes skolegang og ikke tager det for givet at vi har en god skole. Men det er dælme komplekst”.
”Det er nogle meget reflekterede og nuancerede skoleledere, vi har,” mente Magnus Heunicke.
”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det store flertal af forældre vil gerne have en folkeskole, der er mere tydelig om regler, rammer og krav. Den vej skal vi fortsætte med at gå”.
Ministeren roste i øvrigt også Gladsaxe Kommune for at have prioriteret at finde midler til at have to lærere på i alle fag i indskolingen.
”Det er noget, vi ved, virker.”
Heunicke til skoleledere: Vi kan ikke lovgive om forældres ageren
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.