”Hvis Danmark får en rød regering, skal folkeskolen være et nyt regeringsgrundlags vigtigste og største projekt.”
Sådan indleder SF sit nye store skoleudspil en uge inden valget.
Økonomisk er partiet klar til at tilføre folkeskolen 6,2 milliarder ekstra om året plus en ekstraordinær investering på 15 milliarder fordelt over tre år.
Konkret er partiet klar til at afsætte fire milliarder om året til, at skolerne kan ansætte flere lærere og pædagoger.
Partiet vil også bruge penge på at sænke klasseloftet til 24 på alle skolens klassetrin.
Partiet ønsker derudover at afsætte én milliard til at styrke inklusionen, der fx kan bruges til, at skoler kan lave forsøg med nestklasser eller andre "kvalitets-mellemformer”, skriver SF.
Har fundet inspiration i Norge
For at binde pengene til skolen foreslår partiet at indføre et 'besparelsesstop' på lærere og pædagoger, uden det bliver nærmere præciseret, hvad det indebærer.
På sigt vil partiet arbejde for, at der bliver indført en minimumsstandard for folkeskolens økonomi. SF peger i sit udspil, at man her er inspireret af Norge, hvor en lærertæthedsgaranti lovsikrer en minimum for ressourcerne i folkeskolen.
SF foreslår desuden, at der ikke skal anvendes vikarer i indskolingen, og så vil partiet have, at der øremærkes penge til at styrke klasselærerfunktionen.
Partiet mener også, at alle elever mindst én gang i løbet af deres skoletid kommer på lejrskole.
SF vil også afsætte en pulje til skoler med lav socioøkonomi, hvor en større andel af eleverne ikke består dansk og matematik, og så bør nogle af pengene ifølge partiet også bruges at sikre lærerne bedre forberedelsestid. SF vil også give nye lærere bedre vilkår i form af mentorordninger, supervision eller færre undervisningstimer i starten af deres lærerliv.
Partiet mener også, at der skal gøres mere for, at alle voldelige episoder bliver meldt til politiet. SF vil desuden gøre have, at der bliver oprettet, hvad partiet kalder for ”et udkørende team”, der kan hjælpe skolerne, når der opstår problemer med voldelig adfærd.
Her er hele SF’s skoleudspil
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.