Helte og antihelte

En helt er en helt, skulle man tro. Især da i børnelitteraturen. Men nej, så nemt er det ikke. Der er gået inflation i heltebegrebet, skriver Bent Andersen i artiklen "Sjunge om en helt". Og det er han ikke ene om at mene. Faktisk er bogen fuld af indsigtsfulde artikler - og sprogligt spræl - der kredser omkring helte og helteroller. Og ikke mindst antihelte. Sådan nogle som Ivan Olsen eller Bjørn i "Zappa". Altså "personer, der ikke er helte i ukompliceret forstand. Mennesker på godt og ondt, komplicerede og nuancerede, som ofte handler på trods af deres øvrige karaktertræk", lærer Bent Andersen os - på den gode måde. Helten kan nemlig kun lykkes i sit projekt, for så vidt han også kan mislykkes, som Merete Møller Olesen og Hans Henrik Møller konkluderer i deres bidrag "Helte - og det, der bare ligner".

Få steder finder man helteskikkelser mere rendyrket end i tegneseriekonsortiet Marvels serier. Bo Green Jensen giver os en fin analyse af - især - Sølvsurferens tilblivelseshistorie og fortæller om, hvordan dens skabere fandt inspiration såvel i Det gamle Testamente som hos Shakespeare til plot og handling. Tegningernes scenografi er inspireret af Wagner og af filmmageren Leni Riefenstahl, der lavede nazisternes pompøse og grafisk skarpe propagandafilm. I det hele taget antager heltene hos seriernes skabere Jack Kirby (Jakob Kurtzberg) og Stan Lee (Stanley Leiber) et temmelig fascistisk verdenssyn, et forhold, som deres skabere formentlig kun slap godt fra på grund af deres jødiske herkomst.

I bogen er optrykt en række mindre tilgængelige tekster, eksempelvis Evald Tang Kristensens "Smeden og Fanden", der giver grobund for et særligt aspekt ved en række helteskikkelser. Nemlig dem, der opnår deres status i forhold til Fanden, Djævelen, Satan, Den unævnelige . (men det er jo for sent nu, kan jeg se). Men den pågældende stikker sin hov frem i mange heltehistorier - læs bare redaktørens egen analyse af Klods Hans.

Kattens gådefulde sind har medført et behov for helte. For er dyret rent ud sagt . en heks? Svenskeren Kristoffer Leander foretager en katterejse for at indkredse den litterære kat. Fra Carolls cheshire-kat til Pullmans daemoner. Uhyggeligt, som kræene kan spinde omkring os. Og forbandet godt skrevet.

Har man først fået blik for helte, dukker de op overalt. Genoptrykket af Elias Bredsdorffs analyse af "En lille nisse rejste" fra 1953 åbner øjne for ny forståelse. Tak for den!

Forfatterne har tilsyneladende haft hinandens manuskripter til gennemlæsning før udgivelsen, så de refererer her og der til hinanden. Herved lægger de ofte endnu en forklaring til pointen.

Nummer 25 må godt kalde sig et jubilæumsnummer og indeholder da også de obligatoriske hilsner, tilbageblik og refleksioner. Udgivelsen kan give dansklærere krudthonning til deres egen forståelse af, hvem det er, der optræder i de litterære tekster, de underviser i. Køb den til lærerbiblioteket og find ud af, hvordan man tegner abonnement. Årsskriftet er vitaminer til undervisningen.