Et enstemmigt byråd i Helsingør har endnu engang besluttet, at Chromebooks kun må bruges af lærerne, ikke af eleverne.

Helsingør: Chromebook-computerne bliver i tasken, til Datatilsynet har talt

På et ekstraordinært byrådsmøde mandag aften besluttede Helsingør-politikerne, at eleverne fortsat ikke må bruge deres chromebooks. Datatilsynets afgørelse ventes senest torsdag.

Publiceret Senest opdateret

Heller ikke i dag må eleverne i Helsingør Kommunes folkeskoler bruge de små computere, Chromebooks, som i en årrække har været en del af hverdagens undervisning i folkeskolen. Aften før eleverne mødte i skole efter sommerferien, besluttede et flertal i byrådet at gemme chromebookene af vejen, efter at Datatilsynet har afgjort, at brugen af computerne ikke er i overenstemmelse med databeskyttelsesforordningen GDPR. Helsingør har ganske vist indsendt dokumentation for, hvad man mener er lovlig håndtering af data, men Datatilsynet er endnu ikke vendt tilbage med en ny afgørelse. I aftes besluttede byrådet derfor endnu engang, at eleverne ikke må bruge deres Chromebooks, skriver sn.dk

Datatilsynet har i flere medier givet udtryk for, at en afgørelse kommer senest torsdag. På mødet i aftes understregede Bente Borg Donkin (SF), at det er politikerne og ikke embedsmændene, som har ansvaret. Og efter, at det blev præciseret, at byrådet vil blive indkaldt igen, hvis Datatilsynet fastholdt sit forbud, var det et ensstemmigt byråd, der besluttede, at eleverne i Helsingør fortsat ikke må bruge chromebook.

”Der har været frustration over, at man ikke kunne gøre de ting, man havde planlagt. Fra den ene dag til den anden skal man tænke helt anderledes”, sagde lærer og tillidsrepræsentant Jesper Petersen til Folkeskolen, da byrådet havde forbudt brugen af Chromebooks ved skolestart.

”Under corona kunne man kun bruge Chromebooks som undervisningsmiddel. Nu skal vi vende den 100 procent på hovedet og sige, at vi ikke kan bruge elevernes Chromebooks overhovedet. Vi krydser fingre for, at det er meget kort tid, før vi kan vende tilbage til computerne”.

Powered by Labrador CMS