Det var umuligt at høre indledningen på Helle Thorning-Schmidts tale, men efterhånden som støjen svandt ind, trængte hendes ord igennem om, at selv om pengene er små, har regeringen en opgave at løfte.
"Nogle af jer er utilfredse, men jeg er overbevist om, at det er os, der skal være i førersædet", sagde hun og pegede på, at Danmark har brug for en stor og god offentlig sektor til at understøtte det private erhvervsliv.
Lærere vendte ryggen til Corydon
"Der er en gruppe, som vi skylder en særlig indsats, og det er vores børn", sagde statsministeren, hvorefter støjen igen tog til.
"I hver klasse sidder der tre-fire børn, som ikke kan læse og skrive tilstrækkeligt til, at de kan få en uddannelse. Det er synd for dem, så lærere, elever, forældre, skoleledere og vi politikere skal samarbejde om at skabe en god folkeskole. Det skylder vi vores børn".
Thorning efterlyste dialog om skolen
En god skole skabes gennem dialog, understregede Helle Thorning, mens de fremmødte holdt sure smileyer over deres hoveder.
"Der er brug for dialog, frem for at vi råber til hinanden som i dag. Vi vil have Danmarks bedst uddannede generation, og det mål når vi, hvis vi taler sammen og tænker på, hvad der er bedst for Danmark. Jeg har haft bedre dialoger til 1. maj end i dag, men jeg håber, at den kommende tid igen vil byde på dialog", sagde Helle Thorning.
Hun nævnte ikke lockouten eller indgrebet med et ord, men hun sendte en sidste hilsen for at understrege, hvad hun mente om den modtagelse, hun havde fået.
"Til jer, der er kommet for at lytte: Kan I have en rigtig god 1. maj".
Det fulgte Gudmund Auring op, da han gik på scenen med sit band Ramasjang.
"I kan ikke være bekendt at pifte af Helle Thorning. Vi kan lytte, og så kan vi give udtryk for vores holdning, når hun er færdig", sagde efterlønneren, der er tidligere lærer fra N. J. Fjordsgades Skole i Aarhus.
Statsministeren må stå på mål for folks utilfredshed
Lidt nede på pladsen står Morten Østergård Petersen fra Bavnehøjskolen i Hadsten sammen med nogle kolleger. De er i gule T-shirts, hvor de med lidt snilde har ændret teksten "Lockoutet" til "Knockoutet". De er blandt de mange, der holdt en grøn smiley oppe under Helle Thornings tale, mens de vendte ryggen til scenen for at understrege deres utilfredshed.
"Jeg havde slet ikke regnet med så meget larm, men jeg synes, det er i orden. Når hun laver sådan et indgreb mod lærerne, må hun stå på mål for folks utilfredshed", siger Morten Østergård og erkender, at han havde det underligt med at stå med ryggen til.
"I skolen lytter vi til hinanden, men det har været ydmygende at stå uden for skolen, fordi vi ikke kunne få lov at komme ind at undervise".
Han havde svært ved at høre talen, men fangede dog, at Helle Thorning efterlyste dialog.
"Der var ingen dialog, da hun tog teten og greb ind i lærerkonflikten. Alligevel taler hun om en velafbalanceret løsning, men den snoldede lønstigning, vi får, kunne hun selv have beholdt", siger han.
Vi vender ryggen til aftalt spil
Længere nede på pladsen står en gruppe lærere fra Ådalsskolen på Djursland. De hørte intet af talen.
"Jeg glæder mig til at høre den på tv i aften, for Helle Thorning må have en god grund til at lave indgrebet mod os", sagde lærer Helle Vad.
Grethe Brøndum fra Brædstrup Skole ved Horsens havde placeret sig anderledes centralt, nemlig helt oppe foran scenen. Også hun og hendes kolleger vendte ryggen til statsministeren med budskabet "Vi vender ryggen til aftalt spil".
"Helle Thorning kan ikke være bekendt at komme her og efterlyse respekt og dialog. KL og regeringen ville jo ikke høre på os, og derfor er vi her for at protestere. Det er ikke i orden at pifte ad statsministeren, men det er okay at vise sure smileyer", sagde Grethe Brøndum og understregede, at hun normalt ikke står med ryggen til taleren.
Lærerne skal selv betale for lønstigningen
Grethe Brøndum har været lærer i 30 år og er vred over det forløb, lærerne har været igennem med lockouten.
"Det er jeg ikke ene om. Du kan se, hvor mange ældre lærere der er her i dag. Jeg var ikke selv mødt op, hvis det ikke havde været for det forløb, vi har været igennem. Regeringen og KL havde aftalt på forhånd, hvordan det skal være, og alligevel siger man bagefter, at det er et velafbalanceret indgreb. Men vi skal selv betale vores lønstigning med vores aldersreduktion. Nu kan vi så høre, at 'Åh, lærerne er hjertet i skolen'. Så føler man sig ekstra trådt på", sagde Grethe Brøndum og konstaterede, at det intet nyt var i det, Helle Thorning sagde.
Så forlod den sidste fra DLF-toppen Socialdemokraterne
Helle Thornings Aarhus-tale blev overdøvet af pift og buh-råb
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.