Helge Elg

Jørgen Stamp kan tegne dyr, så ens hjerte banker lidt kærligere. Ja, faktisk er han den eneste, der har præsteret at skabe åndsliv i pegebøger med de to, som burde være berømte: KVÆK og VOV.

Men nu har han altså kastet sig over elge. Og hvilke elge! Man forstår godt, at elgen Helge bliver forelsket i elginden Mona. Og at det er gensidigt. For som læser bliver man forelsket i dem begge.

Egentlig er historien en raffineret fabel om Helge, som er træt af at være naturelg. Han vil hellere til en bondegård og være husdyr. Altså en pendant til Æsops fabel om ulven og lænkehunden.

Som en god svensk elg henvender den sig til skovfogeden for at udfylde en formular om forflytning. Juridisk er det intet problem, men det kan blive svært at finde en villig bondemand, sådan rent praktisk. Bondemænd i Sverige har det åbenbart med elge, som Gentofte har det med flygtninge. Så Helge må vandre omkring i uvished, alt imens han nyder synet af Mona.

Til sidst ringer han til skovfogeden og trækker sin ansøgning tilbage. Han vælger Mona.

Historien er sjov og underfundig oplæsning for indskolingens børn, selv om den sine steder er lige vel ordrig, men aldrig, aldrig for billedmættet. Man kan simpelt hen ikke blive mæt af de elge.

Men den vil også kunne læses i forbindelse med et genrearbejde om fabler på alle skolens trin, for mens Æsops ulv skal vælge mellem lænken med mæthed og friheden med sult, så er Helge et luksusdyr: Han skal vælge mellem den uopnåelige stald og firspring med Mona.

Han er på moderne vis fri af begreberne frihed og bundethed. Han har som os andre det frie valg mellem pest og kolera, mellem cola og øl, mellem hetero og homo, mellem tilsætning og øko, mellem gymnasiet og erhvervsskolerne. Men friheden står ikke længere på det frie valgs program, selv om vi holder med Æsops ulv, gratis som det er.