Haha

Sprogene viser stor variation, når latteren skal gengives i skriften. Det er jo heller ikke så let, eftersom latteren ikke består af egentlige sproglyde. Almindeligst i dansk er det vel at skrive haha, eventuelt at gentage det haha haha. I udtalen vil man opbygge en rytmisk struktur, så anden og fjerde stavelse får tryk: haHAhaHA. Kun yderst sjældent anvender man tre gange ha. Jeg kender det faktisk kun fra Roselil, hvis moder da også straks korrigerer hende: såSÅsåSÅ.

Mere rå er den latter, der gengives HAR-HAR. Den kendes fra Store Stygge Ulv og andre grove personer med lav moral. Sympatisk er heller ikke høhø. Den er lidt for bevidst, lidt for kold og ofte overlegen. Man sender den ud, den kommer ikke af sig selv. Næsten skadefro virker hæhæ. Det er en latter, der godter sig. Barnlig er hihi, infantil og fjoget virker hirhir. Til gengæld er hoho så patetisk, at man har svært ved at tage den alvorligt, og huhu er en sjælden hulkelatter, som ikke kan anbefales! Udrangeret er også ha! som heroisk udråb: »Ha! Jeg dør!«

Høhø vil ofte blive anvendt, hvis man vil tilkendegive, at man har opfattet en brander, men ikke billiger den. Branderen bygger på rent ydre sproglig lighed mellem to udtryk. Man hører om klokkerens kone, der var nedringet, om postens kone, hvis fødsler var ganske smertefri, fordi hun jo fik alle sine børn med posten, og så videre. Brandere afsporer samtalen. De er tænkt som krydderier, og i grunden er de udtryk for stor tillid fra afsenderen. Ved at sende en brander ud blotter man sig jo, løber den risiko, at der kvitteres med et høhø.

Signallatteren kommer ikke af sig selv, men kan mobiliseres ud fra mange forskellige motiver. De fleste kender vel mennesker, der vil påkalde sig selskabets opmærksomhed ved at le højere end alle andre: »Se, her hos os, ved vores bord, i min gruppe, dér har vi det sjovere end alle andre steder. Det er her, det foregår«.

De fleste mennesker er ganske sikre i vurderingen af, om man har med signal- eller symptomlatter at gøre. Symptomlatteren opstår, når man ikke kan lade være med at le, den kommer indefra, og det er en stor lykke, når den indfinder sig. Det er vel også baggrunden for, at mange mennesker er glade for at gå til revy og for at se satiriske programmer.

Professor Higgins