Et velfungerende elevråd kommer ikke af sig selv. Det skal der arbejdes for - og med - på skolen. Og det er de voksne, som har opgaven og ansvaret. Det vil sige i særdeleshed elevrådskontaktlærere, der vil og kan løfte opgaven.
Som kontaktlærer er man formidler af demokrati. Man skal støtte elevrådet og oplyse om dets arbejde og sikre, at alle er med på, hvad der foregår. Elevrådet er som bekendt det første sted, eleverne lærer demokratiet at kende.
Bogen her er en fin støtte og inspiration. Den har en troværdig praktisk tilgang, og der er mange gode råd og eksempler, som tydeligvis har baggrund i konkrete erfaringer.
Elevrådsarbejdet foregår på og omkring møderne, men det handler også om de aktiviteter, man kan tilrettelægge med eleverne for at fremme de demokratiske processer på skolen. Bogen giver her bud på redskaber, som man kan bruge i arbejdet.
Den gennemgår, hvordan kontaktlæreren kan arbejde i forhold til de forskellige parter. Hvor og hvordan man kan få indflydelse. Hvordan der kan samarbejdes positivt med skolens medarbejdere, opbygges et godt forhold til skolens ledelse, og hvordan man begår sig i skolebestyrelsen.
Bogen beskriver og kommenterer de formelle regler for elevdemokrati med henvisning til relevante paragraffer fra folkeskoleloven og elevrådsbekendtgørelsen.
Afslutningsvis gives eksempler på - og oversigt over - blandt andet skabeloner for dagsordener, referater og standardvedtægter.
Der er udarbejdet en webportal i tilknytning til bogen.
Den er udarbejdet af foreningen Danske Skoleelever og er et supplement med ekstra materiale, skabeloner og funktioner - og videoklip med diverse "lege med elevrådet".
Hvis elevdemokratiet skal sikres, skal der altså satses på det. Her er et fortrinligt og tiltrængt input til elevrådskontaktlærerne ude på skolerne.
Håndbog for elevrådskontaktlærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.