Den nye lov om undervisningsmiljø fra 2001 er efterhånden ved at trænge sig godt ind på mange skoler. Med dette nye materiale får eleverne et direkte redskab i hånden, der virkelig kan være med til at styrke deres kompetencer og dermed deres undersøgelser, påvirkninger og forbedringer af skolens dagligdag.
Udgangspunktet er en anerkendende og værdsættende praksis, der lægger op til at arbejde med alle aspekter af et godt undervisningsmiljø. Eleverne betragtes som eksperterne, selv om de ikke umiddelbart ved noget som helst om begrebet undervisningsmiljø. Men de ved lige netop, hvordan det er at gå i deres skole. Målet er at trække elevernes positive erfaringer frem i lyset og så benytte dem konstruktivt i det videre arbejde.
Elevguiden er særdeles indbydende, nem og overkommelig at gå til. Den giver gennem fire klart opdelte faser oplæg til, hvordan skolens miljø kan undersøges og forbedres. Efter en introduktion og den gode historie kommer selve undersøgelsesfasen, så følger elevernes fremlæggelse og endelig udarbejdes en handlingsplan for de udarbejdede forslag. Til hver enkelt fase findes på nettet direkte anvendeligt materiale til ophængning i klassen eller til elevernes arbejde.
Lærerguiden er ligeledes klart og overskueligt opbygget, og med den som vejleder kan der skabes et spændende og nyttigt undervisningsforløb. Her er en god baggrundsorientering og en lang række metodiske ideer til at styre processen gennem de fire faser. Forløbet er tænkt afviklet over nogle uger med et samlet tidsforbrug på i alt seks dage. Men afhængigt af forudsætninger og lokale forhold vil der sagtens kunne plukkes efter behov i materialet.
Med guiden følger en dvd-film, hvor en række pilotskoler indgår og giver helt konkrete bud på, hvordan processen kan gribes an. Ved at begynde med denne film i starten af forløbet får alle en fornemmelse af, hvad arbejdet skal gå ud på. Eleverne vil kunne identificere sig med filmens elever og på den måde motiveres for opgaven.
Samtlige landets grundskoler tilbydes via www.dcum.dk ét gratis klassesæt af det samlede materiale. Efterfølgende eksemplarer skal hjemkøbes. De to hæfter kan også hentes i kopi fra hjemmesiden, men i forhold til den lave pris vil det være synd og skam ikke at anvende de smukt trykte hæfter.
Få fat i materialet, før skolens elevråd får fingre i det . For det vil være en helt oplagt opgave for dette nu endelig med en rigtig lov i hånden at tage problematikken op. For første gang har vi en lov, der også omfatter eleverne. Så brug elevrådet som aktive medspillere i processen med at sætte »Ha det godt i skolen« på dagsordenen i de mellemste og ældste klasser. Til udvikling og gavn for hele skolens æstetiske, psykiske og fysiske læringsmiljø.
Ha’ det godt i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.