Gyldendals Psykologihåndbog

Bogen er bygget op af 19 kapitler skrevet af forskellige forfattere, og de enkelte kapitler kan læses i tilfældig rækkefølge. Som helhed er det en god opslagsbog, og der er mange gode billeder. Det er godt, at en hel del store, kendte teoretikere og praktikere nævnes.

Der er et godt kapitel om tænkning og sprog, hvor det blandt andet fortælles, at et vesteuropæisk barn får opøvet syn og hørelse, mens et afrikansk barn tæt på mors krop får opøvet lugtesans og følesans.

Selv om man let får det indtryk, at alt, hvad der foregår mellem ørerne, er psykologi, mangler der alligevel nogle vigtige perspektiver i relation til psyken (eller de er kun omtalt ubetydeligt): Det historiske perspektiv, globaliseringen med flytning af produktion, arbejdsløse og hjemløse.

Kapitlet om ungdom og identitet er luftigt og uinteressant, hvilket er ærgerligt målgruppen taget i betragtning. 15 procent af de unge beskrives som risikogruppe, men der står ikke noget om, hvad der skal gøres.

Det er svært at forestille sig formålet med, at elever stiller diagnoser, således som Esben Hougaard foreslår. Er formålet at smugle "gæt og grimasser" ind ad bagvejen? Samme forfatter beskriver forsøg med rotter, der bliver pint med elektricitet. Det er godt, at disse forsøg nævnes, men jeg savner, at forfatteren forholder sig til disse forsøg og fortæller, hvad de har med mennesker at gøre. Hvis det drejer sig om menneskers angst, kunne forskningen med held foregå for eksempel i slumboliger, ved varetægtsfængslinger og i asylcentre.