"På den almindelige folkeskole, jeg kom på, var der ekstra resurser til, at jeg fik hørebøffer og noget træværk, som jeg kunne flytte rundt. Jeg var i almenskole ind til 6. klasse, så kom jeg på psykiatrisk afdeling og så på specialskole. Det gik ikke så godt, så jeg fik meget fravær eller skolevægring, før man fandt det rigtige match. Det rigtige match for mig var et sted, hvor der var nogle, der havde tid og overskud, og nogle voksne, som jeg kunne mærke ville mig. Det er det, som giver trivsel. Når man har været fraværende fra skolen, så kommer der angst, men på skolen blev det på mine præmisser.
Der var cirka 40 elever. Det er en-til-en-tilbud, så der var også 40 voksne. Det er også dér, hvor jeg arbejder nu som mentor. Vi starter roligt op, vi finder fællesskaber og venner. Det handler om at fjerne alt presset, så man har forudsætninger for at udvikle sig. Da jeg startede, holdt vi to måneders pause med det faglige. Så kan jeg huske, der var en episode, hvor jeg tænkte meget på et oppusteligt badekar, jeg gerne ville have for at få en spaoplevelse. Og så var der en lærer, der sagde: 'skal vi ikke måle og se, om det kan være på dit badeværelse'. Det føltes virkelig trygt".
Tidligere specialskoleelever til kommuner: Kræv ikke fuld inklusion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.