Religionslærerforeningen: Medbestemmelse skal med i fagplanerne

Da undertegnede tilbage i 1970-erne læste til lærer var den norske sociolog Nils Christies bog 'Hvis skolen ikke fandtes' en del af standardstoffet. En af Christies hovedpointer var, at skolen var en statslig disciplineringsanstalt, som tog friheden og autonomien fra eleverne og derigennem fastholdt de sociale skel i samfundet.

At historien har givet Christie ret, kan man se af den danske samfundsforsker Erik Jørgen Hansens meget langstrakte forskningsprojekt om social arv og mobilitet. Den viser, at alle de mange gode intentioner med ændringer i skolen i 1970-erne ikke rykkede meget i forhold til at bryde den sociale arv.

Om noget af forklaringen herpå også kan ligge gemt i en anden af Christies pointer - nemlig den at skolens indhold er tynget af al for megen standardiseret faglighed - kunne man godt få en mistanke om, når man ser de aktuelle undersøgelser af elevernes udbytte af undervisningen, som jo i den grad har være spærret inde i en fag-faglig løbegård med læringsmålstyring.

Anarki er sidste udvej

Hvis eleverne for alvor skal lære noget, skal de ifølge Christie arbejde ud fra egne interesser og med nysgerrigheden som drivkraft i stedet for at få proppet viden, som de fandt irrelevant, ned i halsen, så de er ved at kløjes i den. Og hvad er der kommet ud af det? Ringere fagligt udbytte, men til gengæld en stigende grad af mistrivsel.

På den baggrund er det noget nedslående at se, hvor lidt elevinddragelsesaspektet er slået igennem i de første råudkast til nye fagplaner. Nogle af de seneste undersøgelser på området – såvel den internationale ICCS fra 2022 og Børnerådets fra 2024 – peger ellers på, at elevernes engagement i og indflydelse på undervisningen både øger deres faglige udbytte og fremmer trivslen, men at de ikke oplever at have medindflydelse i synderlig grad, selv om skolelovens § 18, stk. 4 foreskriver, at de skal have det. Af samme grund motiveres de ikke til at engagere sig i undervisningen. 

Nogle af disse pointer har muligvis ligget til grund for Ekspertgruppen bag fagfornyelsens indstilling om, at der i de nye fagplaner skulle indskrives noget om elevinddragelse og -medbestemmelse.

Desværre valgte forligskredsen i det endelige opdrag til ministeriet og faggrupperne at udelade medbestemmelsen, selv om det er svært at forstå, hvordan man skal kunne samarbejde om noget, som det fremgår af §18, uden at have medbestemmelse. Medbestemmelse handler jo ikke nødvendigvis om det endelige ansvar, som af juridiske grunde selvfølgelig ikke kan overlades til eleverne, men alene er lærerens og de øvrige kommunale myndigheders. Men tilbage står elevinddragelsen, og den lader i de første råudkast meget tilbage at ønske, hvorfor man må håbe, at der bliver rådet bod herpå i de reviderede udkast.

Hvis ikke det sker, må de i foreningen Danske Skoleelever lade sig inspirere af den algerisk-franske filosof Catherine Malabou, som argumenterer for, at den eneste vej til forbedringer af samfundsudviklingen - herunder skolens undervisning - går via anarkiet, fordi det er den organisationsform der bedst balancerer frihed, identitet og forandring, da den ikke er tynget af overordnede og fastlåste principper.

Med Malabou kan eleverne tage magten over undervisningen og vise, at det øger deres udbytte og glæden ved at gå i skole, når de arbejder med noget, de finder relevant og vigtigt.

Sker det ikke vil ej heller de nye fagplaner komme til at virke efter hensigterne, da de ikke lever op til Grundtvigs gamle indsigt om, at ”den aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.

Det er jo ellers ret elementært, men har åbenbart meget svært ved at trænge ind i hovederne på os voksne. Derfor må vi sætte vores lid til eleverne, hvilket også Kierkegaard havde for øje, da han i sin tid proklamerede: ”Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan bliver Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!”