Meningen med ’Prins Per i Eventyrland’ er, at indskolingens elever skal lære alfabetet, altså bogstavernes form og lyde. Dette understøttes af en eventyrhistorie. Hvis underviseren lærer materialet og undervisningsmetoden godt at kende, vil man kunne videreudvikle systemet ud fra egne erfaringer.
I begyndelsen af bogen findes en introduktion til, hvordan man arbejder med materialet og de rutiner, der skal indøves. Der er i bogen anvendt en række vejledende ikoner, der fortæller hvad man skal gøre: At tegne et bogstav i luften, anvende et slideshow i forbindelse med højtlæsningen med videre.
Bogens introduktion rummer også et forældrebrev, der orienterer om arbejdet og materialet, så forældrene kan støtte op om undervisningen.
Efter introduktionen følger 11 kapitler. Hvert kapitel indeholder en øvelse til to eller tre bogstaver. Forløbene bliver indledt med gennemgang af bogstavernes lyde og håndfonemer. Teoridelen bliver beskrevet trin for trin i vejledningen.
Indlæringen af bogstaverne er understøttet af en fortælling om Prins Pers rejse til Eventyrland. I første kapitel, der kan tjene som eksempel på, hvordan bogen fungerer, møder vi Per. Han har det svært med bogstaverne og deres lyde. Mormoren, som kommer hjem til Per for at passe ham, vil gerne hjælpe.
Per taber tre tænder og glæder sig til, at tandfeen kommer, når han sover. Tandfeen vil veksle tænderne til gaver, som han ønsker sig. Per tegner tandfeen. Fie Fe bliver tegnet. Senere skal mormor og Per have frikadeller til aftensmad. Mormor og Per øver bogstavet f sammen, inden han skal sove.
Mens historien om Prins Per bliver læst højt for eleverne i klassen, bliver de opfordret til sige eller gentage f, lave håndfonemerne og tegne et f. Læreren vejledes i, hvordan oplæsningen for eleverne skal foregå. Vejledningen såvel som det, der læses højt er særskilt markeret.
Der findes supplerende materialer til bogen. Nogle får man sammen med bogen. Andet skal købes særskilt. Der er således en supplerende lærervejledning.
Til bogen knytter sig også en stor plakat i farver, der handler om eventyret, og bogkort i A4-format med de små og store bogstaver, der kan printes og lamineres. Alle kortene har en bagside med tegningerne af eventyrfigurerne.
Læsekoden kan knækkes ved af følge bogens metodiske vejledninger og hente en del supplerende materialer, som man skal bruge. Bogen kræver derfor en del forberedelse. Vejledningen er utrolig detaljeret, og det kan virke lidt nedladende over for de professionelle undervisere, der skal bruge bogen.
Bogen er afprøvet af børnehaveklasseledere på seks forskellige skoler, og det er rigtigt godt. Det vil være fint, hvis der var nogle bilag omhandlende elevernes evaluering. Hvad syntes de om eventyret og forløbet?
’Prins Pers rejse i Eventyrland’ er en stor indbundet bog i A4-format. Bogen er på 256 sider og temmelig tung. Det kan være et problem at bære rundt på den i dagligdagen - plus alt det supplerende materiale.

Prins Pers bogstaveventyr kan være trættende - men det virker
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.