Bogen ”Dømmekraftens rytme” har undertitlen ”En hyldest til lærerfaget”. Det er dog så som så med hyldesten. Faktisk mener hjerneforskeren Kjeld Fredens, at lærerne gør det rigtig skidt, ikke fordi de ikke er gode lærere, men fordi skolen grundlæggende bygger på helt forkerte principper.
Men det er lidt vanskeligt at få klarhed over hvilke principper, da det ikke er nogen, forfatteren finder frem til ved at kigge på skolen eller trække på undersøgelser af den.
Bogen er meget abstrakt i sin tilgang til skolen og undervisningen. Af mere konkrete tiltag foreslår Fredens, at man laver en skole uden fagopdeling, og at man anvender en dramapædagogisk tilgang.
Desværre præges meget af bogen af klichéer uden indhold: “Hvor den gamle rytme marcherer mod mål, danser den nye med det uforudsigelige”. Jeg ved ikke, hvad man som lærer skal bruge det til.
Fredens mener ikke, at undervisning tager udgangspunkt i elevernes nysgerrighed og undren. “Mange didaktiske modeller bygger stadig på forestillingen om eleven som et passivt kar, der skal fyldes,” siger han et sted uden dog at have konkrete henvisninger til, hvilke modeller der er tale om.
Bogens hovedmetafor er rytmen. Det er afgørende, mener Fredens, at dømmekraften er rytmisk, og det stiller store krav til lærerne. På en eller anden måde betyder det at give sig hen til rytmen, at man kommer i kontakt med både verdensaltet og det enkelte barn.
“At se læring som rytme betyder også at se undervisning som komposition,” hedder det et sted. Læreren skal være dirigent for en improvisation, der er elevens rytmiske udveksling med verden, så barnet lærer noget. Ikke fordi læreren ved noget, men fordi læreren er i stand til at holde rytmen i gang, så barnet “opdager, at når det ser på verden, ser verden tilbage.”
Der er mange kritiske indvendinger mod den måde, vi holder skole på i bogen. Flere af dem kan være velvalgte, men både kritikken og alternativet til det kritiserede forekommer noget luftigt.
Så jeg finder hverken hyldest eller hjælp til læreren i ”Dømmekraftens rytme”.

Kras kritik af ny bog: ”Jeg ved ikke, hvad man som lærer skal bruge det til”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.