Da Iben Odgaard Møller for tre år siden sagde ja til at være med i et forsøg med karakterfri hverdag i danskfaget, var det for at undersøge, om det kunne øge trygheden og trivslen i hendes 8. klasse på Tåsingeskolen.
”Jeg kan mærke gennem mine 16 år som udskolingslærer, at eleverne er blevet meget rettet mod at præstere og meget optagede af, at der kommer et tal på deres opgave. Uagtet at man giver dem både en karakter og feedback, så kigger de på karakteren,” siger hun.
Så hun gik med i forsøget, i håb om at feedbacken ville få eleverne til at tænke – ”for at tænke er at lære”, som hun udtrykker det.
Skaber karakterfrihed trivsel?
Otte folkeskoler var i skoleårene 2023/24 og 2024/25 med i Børne- og Undervisningsministeriets forsøg med karakterfrihed og skriftlig formativ feedback i 8. og 9. klasse. Formålet var at undersøge, hvordan et karakterfrit læringsmiljø og skriftlig formativ feedback kan skabe motivation og trivsel.
Eleverne modtog hverken faglige standpunktskarakterer eller ”hverdagskarakterer” for diverse opgaver og afleveringer. Til gengæld fik de skriftlig feedback på deres faglige udvikling.
Iben Odgaard Møller havde en 8. klasse, som ikke var med i forsøget, samtidig med en karakterfri 9. klasse. Så hun kunne sammenligne de to klasser.
”Det blev meget tydeligt, at de elever, som fik karakterer, ledte mere efter ’det rigtige svar’. De tænkte: ’Hvad er det, jeg skal sige? Hvad vil hun gerne høre, for at jeg får en høj karakter?’ Hvorimod den klasse, som ikke fik karakterer, blev mere nysgerrige og modige. De udfordrede måden, de gik til undervisningen på, fordi de ikke var bange for, om det ville koste dem noget på karakteren. Det var faktisk et fund at opleve, synes jeg.”
Iben Odgaard Møller understreger, at det ikke er noget, der er målt i forsøget, men hendes oplevelse. Hun bed også mærke i, at eleverne stoppede med at spørge til hinandens karakterer. Til gengæld spurgte de så dybere ind til hinandens arbejde.
”’Hvad fik du at vide, at du gjorde godt?’ og ’Hvad handlede din tekst om?’ Så eleverne havde en øget nysgerrighed på det faglige i stedet for på selve præstationen,” fortæller hun.
Normalt at sammenligne sig
Pia Vedel Ankersen er forskningskoordinator på professionshøjskolen Via og en af forfatterne bag evalueringen af et forsøg, Aarhus Kommune for nogle år siden gennemførte på en række skoler. Forsøget handlede om ”karakterfri hverdag”, og i dag er Pia Vedel Ankersen stor tilhænger af feedback – men karakterfrihed synes hun er en dårlig ide.
”Vi har brug for en ramme, så vi kan forstå feedback. Ellers forstår vi den typisk for positivt,” siger hun og forklarer:
”Det er en meget menneskelig ting, at vi alle sammen opfatter os selv som ’lidt over middel’. Man kan kalde det ’optimistisk realisme’. Hvis man ikke direkte får at vide, at det, man har lavet, ikke er godt nok, vil de fleste have som udgangspunkt, at det er det.”
På den anden side er nogle elever meget selvkritiske og præstationsorienterede, og de vil være tilbøjelige til at høre feedbacken mere negativt, end den er ment. Så i begge tilfælde er karakteren den forankring, der gør, at eleven kan få et godt udbytte af netop feedback, mener Pia Vedel Ankersen.
”Karakterer er brutale, hvis de står alene. Derfor skal vi bruge begge ben – både karakterer og feedback,” siger hun og understreger, at karakterfrihed ikke nødvendigvis er en genvej til trivsel blandt eleverne.
”Karakterfrihed at skabt af folk med gode hjerter. Men vi skal ikke glemme at bruge de gode hoveder også. Eleverne måler sig stadig mod hinanden. Det bliver bare mindre tydeligt for læreren. Og så kan det også godt være sundt for nogle elever at lære, at man ikke dør af at få et 4-tal.”
God feedback tager tid
Selv om Iben Odgaard Møller ser mange positive ting ved at give den grundige feedback til eleverne i stedet for karakterer, var det ikke nogen helt nem øvelse at omstille sig, fortæller hun.
”Nu har jeg gennem mit lange lærerliv rettet mange opgaver, og jeg skulle også lære ikke at tage de briller på, som hedder ’det er et 7-tal’. Som lærer skal man også omstille sig til at sige: Jeg skal give noget feedback.”
Og så kunne hun konstatere et stort praktisk problem: Det er meget mere tidskrævende at give feedback end karakterer. Også fordi den skriftlige feedback i forsøget blev fulgt op af elevsamtaler. Men i hele feedbackopgaven ligger der en stor udfordring i forhold til folkeskolens hverdag, mener hun. Det blev dog lidt bedre, efterhånden som hun udviklede skabeloner til den skriftlige, formative feedback.
”Jeg gjorde mig umage med at være meget konkret i min feedback, sådan at jeg udvalgte tre ting – eller to, hvis jeg vurderede, at eleven bedre kunne overskue det – og forklarede: ’Det her skal du ændre til næste gang.’”
Samtidig udviklede hun en alternativ skala med trinene ’begynder’, ’under udvikling’, ’kompetent’ og ’ekspert’. På den måde fik eleverne også en fornemmelse af, hvor de lå.
”Der er bare noget pædagogisk i at sige: ’Du er begynder’ i stedet for at give 00 eller 02,” siger hun. ”For det betyder jo ikke, at du er dårlig. Det betyder, at det er nyt for dig, og at du skal blive bedre.”
Pia Vedel Ankersen mener, at Iben Odgaard Møllers model sagtens kan bruges: ”Den kalibrerer elevens selvforståelse og er en god kontekstafklaring. Mere af den slags.”
På Tåsingeskolen har Iben Odgaard Møller fået en mere legende tilgang til undervisning af at være med i forsøget:
”I takt med at eleverne udfoldede sig og blev mere modige og nysgerrige, fik jeg et lidt andet syn på undervisningen, som jeg faktisk har taget med mig. Mine elever fik lige så gode karakterer som parallelklasserne, og jeg kunne se, at eleverne nåede i mål og klarede det, de skulle, selv om min tilgang til undervisningen var mindre målstyret.”
Karakterfrihed? Feedback kan trække dine elever væk fra præstationsræset
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.