Hvordan opleves ordblindhed indefra? Se hvordan skolen bedst hjælper

De seneste års litteratur om ordblindhed og skriftsprogsvanskeligheder viser en interessant udvikling. Hvor ordblindhed tidligere ofte blev behandlet som et afgrænset læseproblem, anlægger nyere faglitteratur et langt bredere perspektiv.

Dette ses tydeligt i de fire aktuelle udgivelser: ”Dysleksivenlig pædagogik og didaktik i almenundervisningen” af Line Leth Jørgensen og Anne Leth Pedersen, ”Emotionelle følger af ordblindhed og andre skriftsprogsvanskeligheder” af Birgit Dilling Jandorf og Kirsten Friis, ”Mestringsvejen” af Mette Bach Laursen og Mie Askjær Midtgaard samt ”Stav & læs” af Monica Irene Krarup Olesen.

Bøgerne har forskellige formål og målgrupper, men tilsammen tegner de et billede af et felt, hvor læsning, identitet, læring, fællesskab og undervisning ikke længere kan adskilles.

De kan læses som fire komplementære perspektiver på den samme udfordring: Hvordan skaber vi gode udviklings- og læringsmuligheder for børn og unge med skriftsprogsvanskeligheder?

Læsning, identitet, læring, fællesskab og undervisning kan ikke adskilles. Så hvordan skaber vi gode udviklings- og læringsmuligheder for børn og unge med skriftsprogsvanskeligheder?

Bogen ”Emotionelle følger af ordblindhed og andre skriftsprogsvanskeligheder” sætter eleven i centrum. Forfatterne retter opmærksomheden mod de følelsesmæssige konsekvenser af at have vedvarende vanskeligheder med læsning og skrivning. Bogen undersøger, hvordan erfaringer med nederlag, skam, usikkerhed og lave forventninger kan blive en del af elevens selvforståelse.

Et særligt stærkt element er de personlige fortællinger fra børn, unge og voksne med ordblindhed. Her får læseren indblik i, hvordan skriftsprogsvanskeligheder opleves indefra. Vanskelighederne beskrives ikke blot som problemer med bogstaver og ord, men som erfaringer, der påvirker identitet, relationer og fremtidsdrømme.

Bogens bedste bidrag er arbejdet med dialogcaféer som pædagogisk metode. Forfatterne argumenterer overbevisende for, at elever har brug for strukturerede rum, hvor de kan dele erfaringer og tale om både fordomme, frustrationer og håb. Samtalen bliver dermed ikke blot et supplement til undervisningen, men en professionel indsats i sig selv.

Forfatterne udfordrer forestillingen om, at ordblindhed alene kan forstås som et individuelt problem. De ser tværtimod elevens udvikling som noget, der formes i samspillet mellem undervisning, relationer, fællesskaber og konkrete læringsaktiviteter. Det er relevant læsning for både læsevejledere, ordblindelærere, lærerstuderende, undervisere og skoleledere.

Med et afsæt i, hvad ordblindhed gør ved elever, går forfatterne bag ”Mestringsvejen” skridtet videre og spørger, hvordan skolen kan forebygge følgevirkningerne af ordblindhed.

Udgivelsen retter sig mod elever i de første skoleår, som viser tegn på at være i risiko for ordblindhed. Nøglebegrebet er mestring, og bogen introducerer mestringsmodellen.

Forfatterne beskriver mestring som elevens oplevelse af at kunne lære, udvikle sig og håndtere vanskeligheder uden at miste troen på sig selv. Mestring handler således ikke alene om faglige færdigheder, men også om motivation, selvforståelse og deltagelse i fællesskabet og denne helhedsforståelse er en klar styrke.

Mestring udvikles ikke alene hos eleven, men i samspillet mellem de forskellige aktører som beskrevet i modellen. Denne systemiske tænkning gør bogen relevant langt ud over den traditionelle læsevejledningspraksis, fordi der er mange konkrete redskaber til at omsætte ideerne til praksis.

Hvor de to første bøger primært beskæftiger sig med elevens oplevelser og udvikling, flytter ”Dysleksivenlig pædagogik og didaktik i almenundervisningen” fokus til undervisningens planlægning, gennemførelse og evaluering.

Udgivelsen har fokus rettet mod lektiologisk pædagogik og argumenterer for, at elever med dysleksi ikke blot skal kompenseres, men mødes gennem en undervisning, der aktivt understøtter deres læring, deltagelse og selvforståelse.

Udgivelsen lykkes særligt godt med at forbinde teori og praksis. Begreber som stilladsering, modellering, differentiering og læseformål kobles løbende til konkrete undervisningssituationer.

Det mest interessante ved udgivelsen er måske dens grundlæggende pointe om, at dysleksivenlig undervisning ikke blot gavner elever med ordblindhed men alle. Et argument, som ofte fremføres, når der stilles krav om, at en lærer skal rette sit fokus mod elever med risiko for stigmatisering.

Mens de tre første bøger beskæftiger sig med trivsel, identitet og ikke mindst pædagogiske rammer, retter ”Stav & læs” fokus mod det helt elementære og absolut mest centrale: selve undervisningen i læsning og stavning.

Udgivelsen er den mest undervisningsnære af de fire bøger. Den tilbyder et færdigt 12-ugers undervisningsforløb for elever med betydelige fonologiske vanskeligheder og bygger på systematisk undervisning i læse- og stavestrategier.

Et særligt stærkt element er kombinationen af lydsporet og morfemsporet. Eleverne lærer både at udnytte skriftens lydprincip og dens betydningsprincip. Dermed udvikler de flere strategier til at angribe ukendte ord og opbygger en større strategisk bevidsthed om egen læsning.

Udgivelsen er interessant, fordi den insisterer på sammenhæng mellem specialiseret støtte og almenundervisning. Det er de samme strategier eleverne arbejder med på små hold og i klasseundervisningen, hvilket øger sandsynligheden for transfer og aktiv deltagelse i klassens fællesskab.