En gul vest. En halv time. Regn i ansigtet, kolde fingre og en skolegård fuld af elever, der alle sammen har en vigtigere sag end den, du lige har fået øje på.
Gårdvagt kan hurtigt føles som lærerens version af at være lufthavnsvagt: Du skal holde øje med det hele, være klar til at gribe ind og helst opdage konflikten, før den opstår.
Men frikvarteret er også en mulighed. For at se de elever, du ikke har i undervisningen. For at opdage, hvem der står lidt på kanten af fællesskabet. Og for at styrke relationer uden for klasselokalet.
Sådan har lærer Ane Sophie Rolsted det i hvert fald. Når hun går i gården, sker det næsten altid med et stort smil på læben. Hun har været lærer i 15 år og været gårdvagt på Hellerup Skole i Gentofte i syv år. Flere gange har hun på sociale medier postet om rollen som gårdvagt, og hver gang får hun stor respons fra lærere, der har det ligesom hende.
”Det er tid, som er givet godt ud. Jeg skaber relationer til børn, som jeg ellers kan have svært ved at nå,” siger hun.
Børn på kanten af fællesskabet
Ane Sophie Rolsted har sammen med en kollega opsyn med elever fra mellemtrinnet og udskolingen, når hun har gårdvagt. Skolegården er inddelt i zoner, og hun har den store boldbane, fortæller hun.
På skolen i Gentofte er der altid mindst fire vagter ude, som dækker alle skolens arealer. Både lærere og pædagoger har gårdvagt. Skolen har også et kompetencecenter, som yder ekstra specialpædagogisk støtte. Her er der også gårdvagter, og de bærer orange gårdvagtsveste, mens Ane Sophie Rolsted har en gul vest.
Hun føler sig som en god rollemodel, når hun trækker i den gule vest og går ud i regn og storm, og hun oplever det som en stor gevinst, at hun møder elever fra flere årgange.
”Det vigtigste er nok, at jeg har pædagogisk opsyn med børn, der er på kanten af fællesskabet,” siger hun og fortæller, at nogle gange kommer en enkelt elev hen og snakker, nogle gange er det ti.
Derudover har skoleledelsen gårdvagten hver fredag på skolen.
”Det signalerer til medarbejderne, at skole er noget, vi laver sammen. Det viser, at de er ude på gulvet og er med, det betyder noget. Det vil jeg gerne anbefale andre at gøre,” siger Ane Sophie Rolsted.
Forsker: Gårdvagten gør en forskel
Ph.d. og lektor Charlotte Pawlowski forsker i leg og bevægelse ved Syddansk Universitet og har været med i en række forskningsprojekter om frikvarterer.
”Jeg har egentlig ikke set på gårdvagtens rolle i frikvarteret. Min forskning har været børnenes oplevede faktorer, der har betydning for leg og aktivitet i frikvarteret. Og her kan vi se, at gårdvagten har en betydning,” siger hun.
Hun peger på, at gårdvagten skaber tryghed, og at gårdvagten er en vigtig brik i hurtig konflikthåndtering.
”Når man kun har en halv time til at lege i, så kan den hurtigt blive brugt på konflikthåndtering. Derfor vil børnene gerne have hjælp fra en voksen til at løse konflikterne. Det er især på fodboldbanen og i alle typer for boldlege, at konflikter opstår,” siger Charlotte Pawlowski.
Ane Sophie Rolsted oplever netop, at der kan opstå konflikter ved boldbanen, men også at det er her, hvor det er muligt at pleje relationer, som ellers kan udfordre.
”Jeg får mulighed for at skabe en relation, der ikke er faglig. Jeg kan sætte ind på kontoen til elever, som jeg har brug for at have en bedre relation til. Det sker tit på boldbanen. Jeg tager helst kontakt til eleverne, inden der opstår en episode. Så behøver de ikke at puste sig helt så meget op, næste gang der er en konflikt,” siger hun.
Hun forklarer også, at nogle elever har et lidt anstrengt forhold til lærere og pædagoger, og her bliver frikvarteret også en mulighed for at nå dem på en anden måde:
”Det er en mere personlig kontakt. Det handler ikke om undervisningen. Man får mulighed for at fortælle om egne børn og spørge ind til deres liv uden for skolen.”
Vokseninitiativ til leg
Charlotte Pawlowski fortæller, at især piger giver udtryk for, at de er glade for, at gårdvagten tager initiativer til aktiviteter i frikvarteret. Men hun oplever, at gårdvagter ofte bruger tiden på at håndhæve regler.
”Det er ikke så tit, at det er gårdvagten, der tager initiativ til aktiviteter, men det er faktisk noget, som eleverne efterspørger,” siger hun og tilføjer, at også drenge, der ikke spiller fodbold, ønsker, at gårdvagterne tager initiativer til leg.
”Mange skoler har legepatruljer, hvor elever på mellemtrinnet skaber aktiviteter for elever i indskolingen. Færre har noget for de ældre elever, som også efterspørger hjælp til frikvartersaktiviteter,” siger hun.
Charlotte Pawlowski har også studeret frikvarterer i New Zealand, og her er der en tradition for, at gårdvagten i langt højere grad end i Danmark tager initiativer i frikvarteret.
”I New Zealand har de desuden peer mediators, som er ældre elever, der bliver uddannet til at hjælpe gårdvagten i frikvarteret. De får veste på og er enormt stolte af at have en gårdvagtfunktion,” fortæller hun og tilføjer:
”I Danmark er frihed til de ældre elever ofte forbundet med individets frihed til at være inde i frikvarteret, gå til bageren, bruge mobiltelefon, men i New Zealand bliver friheden forbundet med særstatus som hjælpere eksempelvis på biblioteket eller i frikvarteret.”
Ane Sophie Rolsted ville egentlig gerne kunne sætte aktiviteter i gang i frikvarteret, men det halter med tiden til at forberede ekstra aktiviteter, oplever hun.
”Jeg er meget opmærksom på, at den dag, jeg har gårdvagt, må der ikke komme ting, der vælter tidsplanen. Jeg mister en pause fra undervisningen, og det kan godt være lidt stressende, fordi man ikke kan ringe et sygt barn hjem, løse en konflikt i klassen eller mødes med en leder. Derfor gælder det om at være klar i spyttet, når der opstår ad hoc-opgaver, og sige: Jeg kan ikke tage mig af det. Jeg er gårdvagt.”

Gør gårdvagten til optur: Du er meget mere end skolens pausepoliti
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.